80 strejkende slagteriarbejdere på Steff-Houlberg slagteriet i Rønne genoptog til morgen arbejdet. De 80 udbenere gik i strejke fredag den 14. juli, fordi de var utilfredse med at blive tvunget over på timeløn på grund af maskinstop på slagteriet. Udbenerne ønskede et løntillæg, så de kunne opretholde deres normale akkordløn, men det krav har slagteriets ledelse afvist.

- Vi har hele tiden overholdt overenskomsten, og mere har de ikke fået. De har ikke fået det ekstra tillæg, de har strejket for, oplyser fabrikschef Peder Christensen, Steff-Houlberg i Rønne.

Peder Christensen tilføjer, at slagteriets ledelse har lyttet til medarbejderne, og at begge parter har lært af konflikten, at man skal handle i respekt for hinanden.

- Vi skal bestræbe os på at få det daglige samarbejde til at køre bedre, siger fabrikschefen.

Fra tirsdag til torsdag i sidste uge var 200 mand i strejke på slagteriet i Rønne, fordi de øvrige slagteriarbejdere nedlagde arbejdet i sympati med de strejkende udbenere.

/ritzau/