"We've been around the world" synger de på den nye single "Around The World". Nu udsendes den over det meste af verden, og en ny PR-turne kan begynde. Snakken er allerede så småt begyndt at gå i branchen - på en sund cocktail af skadefryd, jalousi og snobberi:
Aqua flopper. Norske aviser har allerede mere end antydet det: fiasko.
Sandheden er, at Aqua nu har solgt 3 mio. eks. af albummet "Aquarius". Det er ikke så ringe, selvom der er et stykke vej op til de 14 mio. sidste gang.
Til gengæld er det også rigtigt, at "Cartoon Heroes" aldrig nåede at gøre sig gældende på den engelske single hitliste.
"Barbie Girl" strøg i sin tid direkte ind på 1. pladsen foran Spice Girls. En stor triumf for Aqua.
"Man skal passe på, hvis man selv synes, at det er en fiasko, når man ikke automatisk får succes med den anden plade. Hvis den første har været en succes. I virkeligheden var det meget sundt, at vi ikke gik direkte ind på den engelske hitliste som nr. 1.
Vi har manglet en lille - jeg vil ikke kalde det en fiasko, men en lille nedtur.
Det er sundt, at man er nødt til at kæmpe for det. Så kommer gejsten op i dig. Vi skal f..... nok vise dem, at de har gjort en fejl," siger Søren Rasted, da B.T. møder ham, Claus Norreen og Lene Nystrøm på Hotel Phoenix. René Dif er til tandlægen. Det er noget med en krone.
"Da vi hørte, at "Cartoon Heroes" blev nr. syv på den engelske hitliste kiggede vi lidt på hinanden.
Uden at kommentere det med det samme. Senere hen har vi snakket med andre, der siger, at det er fantastisk som comeback. Vi var oppe imod Oasis, Madonna og All Saints. Det var en heavy uge," siger Lene Nystrøm.
Var det en skuffelse?
"Vi diskuterede, om det var en skuffelse. Der var ingen af os, der jublede. Det ville være at snyde sig selv. Vi må erkende, at ting ikke bare går som smurt.
Folk skulle også vende sig til nye lyd," siger Søren Rasted.
"De norske aviser er lidt for hurtige på aftrækkeren nogle gange. En avis skrev, at vi havde solgt 2,5 mio. eks., men det var trods alt for tidligt at kalde os en fiasko. Fiasko.
Hallo, slap af. Giv os tid. Pressen vil elske, at vi ikke sælger så meget denne gang. Det er helt tydeligt," siger Lene Nystrøm.
De fire Aqua-medlemmer er tilbage efter en lille ferie, og klar til en ny jordomrejse.
Helt frem til juli. Senere på sommeren skal Claus giftes, så kommer der mere promotion.
Derefter en koncertturne i Europa, Canada, Asien og Sydamerika. Aquas bagland arbejder lige nu på at finde de rette koncertsteder.
"Det bliver ikke det samme set-up. På den sidste turné mistede vi det, vi startede med - spontaniteten.
Vi blev mere koncentrerede om tøjet og kulisserne. Vi vil hellere bare på scenen og trykke den af. Der bliver helt sikkert mere rockfeeling på scenen denne gang," siger Lene Nystrøm.
Selvom I har en ny lyd og historie, er Aqua stadig et børne- eller barbieband for mange.
"Det kommer vi aldrig af med. Men det er meget forskelligt fra land til land. Der er ingen tvivl om, at popmusik er for alle. Der går ikke noget af os, fordi vi også har børn som publikum.
Dybest laver vi ikke musikken for at please andre end os selv. Hvis vi går ud fra anmeldelserne og den holdning vi ellers møder, virker det som om, folk har forstået, hvad det det nye Aqua står for.
Selv min far synes godt om det, og det er lidt farligt," siger Søren Rasted grinende.
Aqua-medlemmerne lægger ikke skjul på, at det kan tære på venskaberne, når arbejdsdagene i det fire mand m/k store firma bliver mange og lange. Men der findes ikke en specifik forklaring på, at det går alligevel.
At de nu kan kaste sig ud i en ny PR-turne med fornyet, stor entuisiasme.
"Vi har en helt speciel energi. Ikke engang vores kærester eller nærmeste kan vi forklare det.
Nu skal det ikke lyde for rosenrødt eller glorificerende, a la "ihhh, hvor er vi glade for hinanden" - vi er i det, fordi vi kan lide det. Og derfor æder man nogle flere kameler.
Du kan godt sidde på et hotelværelse i Taiwan eller Taipei og savne din lejlighed. Men så må man tage sig sammen og nyde det, mens det sker. Sådan er det desværre med mennesker:
når man har en kæreste drømmer man om at være fri. Når man ikke har, drømmer man om at finde én. Man bliver aldrig helt tilfreds," siger Søren Rasted.
Lene Nystrøm har sin egen, meget korte og kontante version af Aqua-magien:
"Jeg havde ikke været noget uden de tre andre, og det tror jeg også gælder for dem. Vi er ikke noget uden hinanden."