Aqua millionærer igen, igen, igen, igen
At udgivelsen af singler er et meget vigtigt redskab for pladeselskaberne, er Aqua et rigtig godt bevis på. Ja, op til måske 90 millioner gode beviser faktisk.
At udgivelsen af singler er et meget vigtigt redskab for pladeselskaberne, er Aqua et rigtig godt bevis på. Ja, op til måske 90 millioner gode beviser faktisk.
På mandag udgiver de intet mindre end tre forskellige "Cartoon Heroes"-singler: Én med to forskellige radioversioner, én med fire forskellige remix-versioner, samt én som er en ekstra, udvidet version med CD-Rom med video, bag-kameraerne-optagelser, fotos, screensaver og autografer.
"Vi håber, at vi på den måde kan sælge mange flere eksemplarer. For vi dækker alle behov og lyster både til radiolyttere, dem der vil have clubmix'es og til dem der mere er samlere," siger eksportansvarlig Mette Birch Mortensen fra Aquas pladeselskab Universal.
Derfra forlyder det, at interessen for "Cartoon Heroes" er "større end noget selskabet hidtil har set". Og det siger meget i Aqua-universet.
"Alle lande er fuldstændig vildt begejstrede og bruger rigtig mange kampagnekroner på den," siger Mette Birch Mortensen, der dog stadig ikke ved endnu, hvor mange singler hele verdens pladeforretninger har købt i forsalg.
I Danmark er der ikke den store tradition for at købe singler, men i nøglelande som for eksempel England og USA er singlesalgslisterne lige så vigtige som de ditto for albumsalg.
Og med en kunstnerfortjeneste på omkring en 10'er pr single i gennemsnit er det mange kroner, det handler om. "Barbie Girl" solgte syv millioner eksemplarer. Og til sammen kom "Dr. Jones", "Turn Back Time", "My Oh My" og et par andre singler yderligere op at ringe på to millioner.
Så mon ikke der hurtigt kommer mere guld på kontoen til Aqua-medlemmerne Lene, René, Søren og Claus. De er i forvejen gode for 50-100 millioner hver.
Pix: Aqua har suces så det batter, det batter, det batter.....Foto: Trygve Indrelid, Scanpix.