Det skulle angiveligt være stik mod Apples designpraktik, men i forbindelse med retssagen mod Samsung, hvor Apple anklager Samsung for at have kopieret Apples iPhone- og iPad-design, har Apple fremvist en række prototyper på iPhone-modeller.

Apple fremviste således en serie af billeder samt fysiske modeller for at vise designprocessen omkring iPhone. I følge The Verge skulle Apple have fremvist knap 40 prototyper af iPhone. Enkelte var ret tæt på den endelige version, mens mange andre skulle være milevidt fra den.

Du kan se masser af billeder af nogle af prototyperne her – vi advarer mod stærke og måske ligefrem stødende billeder!

Det ventes, at Apple lancerer iPhone 5 til september, men allerede nu florerer der billeder af det, der meget vel kunne være den nye iPhone 5.

Apple har naturligvis ikke bekræftet billederne af iPhone 5, men de seneste, der er dukket op, ligner et rigtig godt bud på, hvordan den kan se ud. Blandt nyhederne i iPhone 5 forventes bl.a. NFC, 4G og mere RAM og formentlig kommer vi også til at se en bedre skærm.

Du kan i øvrigt læse alle rygterne om Apple-lanceringerne til efteråret lige her.