TV3 havde endnu ikke givet os navnene på årets 16 Robinson-deltagere, men da vi i går morges fik dem, var navnet der. Og resten var - hvert fald til dels - også godt nok, skulle det vise sig, da vi mødte den 37-årige "anklagede" knallertsmed, socialpædagogmedhjælper og nybagte far fra Lyngby nord for København.

"Jeg gik sammen med både Bandidos, Hells Angels og nogle af de slemme christianitter. Men da de begyndte rockerkrigen så stoppede det, for det var for sygt, dét de lavede," starter han sin historie om social omvending.

En vending der slog ekstra 45 grader efter B.T. modtog det anonyme brev, og TV3 blev klar over samme.

Da blev Anton nemlig ringet op af tv-holdets redaktionschef fra Malaysia: De overvejede at stemme ham hjem, inden han overhovedet nåede i sit første ø-råd.

"Jeg ved ikke, hvorfor de beholdt mig alligevel. Men nu ser jeg det hele som en fordel, for jeg fik vendt det hele i mit hovede, og jeg fik fortalt min egen familie og min kærestes familie om min fortid.

De ved godt, at de kommer til at læse det i avisen, og de er meget forstående.

Nu har jeg ikke noget at skjule," siger han og fortsætter sin historie, der kan minde en del om sidste års Robinson-helt, eks-bankrøveren Naeem Sundos.

Med til at genere folk

"Indtil jeg var 30 år, har jeg haft sådan nogle horn i panden," beskriver han og rækker armene så langt ud, han kan. "Og de er først ved at være slidt ned nu.

Jeg har været med til at genere folk, men jeg har aldrig tæsket nogen. Jeg vil hellere række tunge og løbe. Jeg har aldrig været pusher, men jeg har prøvet både speed og coke, og jeg har røget hash og drukket alt for mange bajere.

Men jeg er heller aldrig dømt for noget," siger Anton, der blev kaldt Punkton af de gamle venner - "de slemme drenge," som han selv siger.

Nu har hans kæreste gennem syv-otte år hjulpet ham med taget i nakkehårene for at komme på rette spor, og for ni måneder siden fik parret en søn.

"Nu arbejder jeg 75 timer om ugen, og det dobbeltarbejde har jeg taget, så min søn ikke skal mangle noget. Jeg selv kommer i anden række nu, og sådan bliver det i 18 år, til han bliver myndig."

Antons 75 arbejdstimer bruges dels som socialpædagogmedhjælper på Sundholm og del i knallertbutikken CCM Motor i Lyngby, hvor han er medejer og har udlært flere tidligere kriminelle.

"Jeg er stolt over, at jeg kan få unge rødder og narkomaner væk fra lortet. Det er så fedt, at se de der drenge, der er blevet knaldet 15 gange i bil uden kørekort, få taget et kørekort, få købt en bil og passe et job.

Måske fyrer de mig

Og med hensyn til Sundholm, kan det godt være, at de vil fyre mig, når de læser det her om mig i B.T., men jeg kan snakke anderledes end de uddannede med de tilfælde, der kommer derude, for de lytter mere til mig. Så jeg er et guldkorn, de ikke kan undvære, og hvis de kan det alligevel, skal jeg nok finde noget andet."

Anton taler meget, og mellem fingrene holder de sidste smøger for et stykke tid. Der er rigtig meget, han skal have ud. Og hænderne, som derhjemme også bliver brugt til at pudse hans forchromede Nimbus-motorcykel årgang 1954, hjælper på vej.

Han er, siger han, fuldstændig afklaret med, at dette er et vendepunkt i hans liv allerede inden dét, han er kommet for - Robinson-ekspeditionen - er gået i gang. Det gør den først i dag. Men allerede på de 24 timer med de andre deltagere fra Kastrup Lufthavn, til vi møder dem i havnebyen Mersing en lille times sejlads fra deres kommende øde ø, Mensirip, har Anton med den maddike-hvide hud luret på dem.

Han erkender, at solen bliver hans værste fjende, men han undrer sig alligevel over, at alle de andre har taget solarium. Og over at de går så meget op i mad her den sidste dag, at flere af dem råber efter ned ad hotelgangen, hvor vi møder dem.

"Jeg gør det hele lige omvendt af de andre," siger han viser hans sidste måltid, der står uberørt hen som et eksempel.

Han er ikke sulten, og har sådan set ikke været det de sidste to uger, hvor den radmagre eks-skidte knægt har tabt sig tre kilo. Men han er klar. For han kan lide ekstremer og udfordringer.

Robinson-taktikken klar

Og mens de andre deltagere ikke har andre målsætninger end at være med så længe som muligt på vejen mod de 250.000 kroner, er Antons mål utvivlsomt. Han går efter at blive nummer 1, 2 eller 3, og taktikken i "spillet Robinson" er også klar.

"De andre deltagere ved godt, at jeg har gået på seks forskellige skoler, men så får de nok heller ikke mere at vide. Jeg spiller dum i starten og lader de andre få idéerne, og så taler jeg dem efter munden og siger, at det vel nok var smart, at de kunne finde på det og det.

Så smiler og fløjter jeg, når jeg bliver sur. De kan slet ikke regne mig ud. Jeg vil virkelig spille spillet."

Senere skal de andre nok få hans ærlige mening, siger han - også "lige op i fjæset".

Og han vil ikke vinde på sådan en løgn, som sidste års vinder Dan Marstrand stak, da han påstod, at han havde været ti dage alene på en øde ø, hvor det i virkeligheden kun var fem.

Samtidig overvejer han slet ikke muligheden for, at han kan blive stemt hjem som en af de første. Om ikke andet fordi hans personlige ting, et 45 meter langt fiskenet, vil gøre ham populær.

"De har alle sammen sagt, at det er den bedste ting, nogen har taget med," fortæller den vante fisker og jager, der, selvom han aldrig har været hverken i troperne eller i Østen, ikke er ikke et nanosekund i tvivl om, at der nok skal være "masser af mad".

Intet kan overraske mig

"Vi kommer til at svede, men vi bliver fede. Hvis ikke der er noget i vandet, må vi spænde nettet ud på land og fange nogle fugle," siger han og er generelt meget sikker på sig selv og jagten på Robinson-trofæet.

"Der er ikke noget, der kan overraske mig. Jeg har set det hele og kan godt lure de andre af. Jeg har en psyke som alle dem til sammen, og jeg kommer til at være vågen to timer mere end dem hvert døgn. Det bliver rosenrødt for mig. Nærmest som en ferie, fordi jeg er vant til at arbejde så meget.

Nu får jeg tid til at tænke livet igennem. Ligesom når jeg en uge om året tager ud på Furesøen i en kano og bare er mig selv med vand, pølser og brød. Der kan jeg godt nok ringe til min kæreste, der henter mig, når jeg vil hjem, men det skal nok gå."

Ligesom fremtiden med fortiden i B.T. og med potentielt halvanden million menneske til at holde øje med ham, når "Robinson Ekspeditionen" star til september.

"Når jeg i min fortid har gået sammen med sådan nogle idioter, kan jeg godt forstå, hvis folk dømmer mig. Fordi man har kendt nogen, skal man høre meget, men det tager jeg stille og roligt. Personen der har sendt brevet kan være en psykisk syg eller en misundelig, men han kan ringe mig op, når jeg kommer hjem herfra, så kan vi tale om det stille og roligt.

Med hensyn til mine gamle venner, så kommer de stadig i mit firma, og det kan jeg ikke forhindre. Men som jeg siger:

De er ikke syge, de er sindssyge! Det er min mening om det. At skyde på hinanden og myrde hinanden, det kan man ikke i Danmark. Det er jo ikke en bananrepublik. Og jeg er bange for sådan noget."