Anti- islamister vil indtage Aarhus
Højrefløjsgruppen English Defence League samler 10 anti-islamistiske grupper i Aarhus. Venstrefløjen vil møde dem med protester, skriver stiften.dk.
Højrefløjsgruppen English Defence League samler 10 anti-islamistiske grupper i Aarhus. Venstrefløjen vil møde dem med protester, skriver stiften.dk.
Aarhus kan blive et hedt sted at opholde sig lørdag 31. marts. Den ultra-nationalistiske og anti-islamistiske organisation, English Defence League, har ifølge avisen The Telegraph valgt Aarhus som scenen for sit første europæiske møde.
10 anti-islamistiske grupper fra lige så mange lande forventes at deltage.
- Vi håber, at mødet vil blive starten på en bred europæisk defence league, siger English Defence Leagues stifter, Stephen Lennon, der har en fortid som fodbold-hooligan.
Til The Telegraph siger Stephen Lennon, at hans medlemmer er forberedt på, at mødet i Aarhus kan blive voldeligt.
- Det er sandsynligt, at det lokale islamiske samfund vil komme og angribe os med hjælp fra den yderste venstrefløj. Selv kommer vi for at gennemføre en fredelig protest. Det er jo ikke vores skyld, at de forsøger at smadre vores hoveder hver gang, vi bevæger os ud, siger Stephen Lennon.
Den århusianske venstrefløj har faktisk sat kryds i kalenderen ud for datoen 31. marts. Det skriver Modkraft.dk og fortæller, at den anti-muslimske demonstration vil blive mødt med protester fra organisationer og partier på venstrefløjen i Aarhus.
- Vi kan ikke lade dette gå ubemærket hen. Det er vigtigt at sende et klart budskab om, at vi er mange, som ikke deler deres holdninger, siger Sarah Victoria Bruun fra Anti-racistisk Netværk. Hun kalder det udenlandske besøg bekymrende.
- Der er jo ikke ligefrem en pacifistisk bevægelse, der kommer til byen, og det vil være rigtigt træls, hvis Aarhus igen skal opleve en opblomstring af højreekstremisme, siger Sarah Victoria Bruun.
Imram Shah, formand for Det islamiske Trossamfund, opfordrer muslimer til at holde sig væk fra protestmødet i Aarhus. I stedet opfordrer han regeringen til at gribe ind overfor English Defence League som har en tilhænger i den norske massemorder fra Utøya, Anders Behring Breivik.
Breivik deltog i 2010 i et English Defence League-møde i Bradford. Han har sagt, at han har mødt nogle af organisationens ledere og at han var venner med 600 EDL-medlemmer på Facebook.
- Vi har set, hvad hadets retorik kan føre til i Norge. Ønsker vi dødsfald her, inden vi reagerer, siger Imran Shah.