Anthony Barrett så det ikke ske. Men han hørte det høje brag. Og efterdønningerne kunne han følge fra sit vindue.
Tirsdag morgen sprang to bomber i lufthavnen Zaventem i Bruxelles midt i myldretiden - angiveligt detoneret af en selvmordsbomber. Der meldes om både døde og sårede.
Den engelske assisterende rigsrevisor fra Wales Audit Office var inlogeret på et hotelværelse nær lufthavnen i Bruxelles, da han pludselig hørte noget, der ikke lød, som det skulle.
»Sket noget i Bruxelles lufthavn? To høje brag, som møbler der blev flyttet i hotelværelset over mig. Folk flygter fra terminalen,« skriver han i sit første tweet omkring kl. 7.30.
Derefter følger en strøm af billeder, hvor han beskriver, hvordan folk bæres ud på improviserede bårer.
Blandt andet ser han, hvordan lufthavnens bagagevogne bliver brugt til at trille de sårede ud i ambulancerne.
Han fortæller, at hans hotel i øjeblikket bliver brugt som evakueringssted og et sted for de sårede. Imens er bombehunde ved at gå bygningen igennem.
Hans seneste tweet viser, hvordan politi og soldater har taget opstilling uden for lufthavnen. Her står de klar med trukkede våben.
I skrivende stund meldes der om 13 døde samt 35 sårede efter eksplosionerne, som tirsdag morgen ramte først den belgiske lufthavn og derefter metrostationen Maelbeek i nærheden af flere EU-institutioner, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge et belgisk nyhedsbureau Belgu skulle der være blevet affyret skud inden eksplosionerne i lufthavnen. Desuden skulle der være blevet råbt på arabisk og flere medier melder, at der er tale om et selvmords-angreb. Der skulle også have være fundet flere selvmordsbombe-bælter i Bruxelles lufthavn.