For tre måneder siden rejste 3F en sag på vegne af otte polakkere, der fik 50 kroner i timen og intet i pension for at lægge kabler for DONG og NCC.
Polakkerne var ansat direkte af selskabet M og T Brolægning, der er underentreprenør for DONG Energy, til at lægge kabler.
En af de underbetalte arbejdere var 38-årige Andrzej Wazner, der tog til Danmark for at forsøge sin familie i Polen.
- Vi har fået tiggerpenge for rigtigt arbejde, sagde han til 3F fagbladet 13. december sidste år.
Ifølge Jesper Weihe, der er faglig sekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø, stoppede DONGs underentreprenør lønudbetalingen i december, hvor firmaet gik konkurs. Da 3F modtog anmeldelsen opdagede de, at polakkerne havde fået svarende til et par tusinde om ugen for deres arbejde.
Det er meget langt fra gennemsnitslønnen i DONG Energy på 670.000 kroner.
Jesper Weide kalder det trist, at DONG som offentligt selskab ikke fulgte med i, om deres underentreprenører betalte skat og løn.
- Jeg synes godt nok, at lønningerne hos DONGs underentreprenør er i voldsom kontrast til de lønninger, som nu er kommet frem i DONGs ledelse. Hvis de polske medarbejdere kunne læse danske aviser, ville de nok måbe noget og føle sig endnu mere snydt, siger Jesper Weihe.
Teknisk direktør i DONG Energy Jens Jakobsson slog i 3Fs fagblad i december fast, at DONG skærper kravende til underentreprenørerne som direkte konsekvens af sagen.