En gratis reklamekampagne til en værdi af 10 mio. kr. skal fokusere på den livstruende sygdom anoreksi. Det har en jury under Dansk Markedsføringsforbund besluttet, efter at have fået ansøgninger fra 62 foreninger og enkeltpersoner, der arbejder for humanitære formål eller samfundsorienterede sager.

Reklamekampagnen afvikles under overskriften Reklame for Alvor, hvilket er en fælles indsats fra reklamebranchen til fordel for ét bestemt tema. Det er tredje gang, at denne kampagne afvikles. Tidligere er det sket til støtte for psykisk syge og integration af nydanskere på arbejdsmarkedet.

Kampagnen skal støtte Anoreksi-foreningen i dens indsats mod de spiseforstyrrelser, der kan ramme hver tredje dansk kvinde mellem 15 og 24 år.

/ritzau/