Den romersk-katolske kirkes højsæde, Vatikanet i Rom, kan forvente et massivt angreb på sine computersystemer.
Truslen kommer fra aktivistgruppen Anonymous, der er fortørnet over dommen mod pave Benedikts tidligere butler, Paolo Gabriele, som i weekenden blev idømt halvandet års fængsel for at lække fortrolige dokumenter.
I en pressemeddelelse skriver Anonymous, at man er gået sammen med en gruppe, der kalder sig The Peoples Liberation Front - Folkets Befrielsesfront - i forsvaret for whistle-blowers og i kampen for gennemsigtighed i regeringsførelse.
- Anonymous og The Peoples Liberation Front vil ikke se passive til, mens whistle-blowers, der afslører korruption i regeringer eller virksomheder, bliver forfulgt og fængslet, lyder det i pressemeddelelsen.
- At risikere alt for at skabe gennemsigtighed i verden er et udtryk for ekstrem heltemodighed, som fortjener at bliver forsvaret for enhver pris. Paven er en enevældig monark og har som sådan muligheden for at benåde Paolo Gabriele. Vi kræver, at paven gør det med det samme.
Indtil løsladelsen af eksbutleren vil de to aktivistgrupper føre en »nådesløs« krig mod Vatikanstatens computere og IT-netværk. Samtidig vil man i samarbejde med Anonymous italienske afdeling arrangere demonstrationer på Peterspladsen, især i forbindelse med pavens udendørs audienser.
Det er ikke muligt at verificere ægtheden af truslen fra Anonymous, men meddelelsen kan findes på flere af de hjemmesider, som aktivisterne færdes på.