- Ham der har truet, skulle nu blive flyttet væk fra Horserød. Men Anni føler sig ikke sikker alligevel. Hun er stadig meget utryg ved situationen og bliver på sin celle med sin datter af frygt for, at der skal ske noget, siger Mikkel Nielsen.

Ifølge bt.dk’s oplysninger er manden, som har fremsat trusler mod Anni Brinch, banderelateret. Han har tidligere haft en løs tilknytning som HA-støtte og hælder nu angiveligt til en gruppe af indsatte med indvandrerbaggrund.

Annis plageånd skulle ifølge det oplyste have fremsat truslen; - Se at pisse væk fra fængslet, for ellers vil skallen blive smadret på dig, så ingen læger kan fixe dit ansigt.

Advokat Mikkel Nielsen oplyser, at han har fået beskeden om flytningen af Anni Brinchs plageånd af Anni selv, da det ikke har været muligt for ham at få kontakt til hverken fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen eller vicefængselsinspektør Mik Grüning.

Bt.dk har også forsøgt at få en kommentar fra fængselsledelsen. Foreløbig uden held.

- Anni frygter, at selv om ham der har truet hende vil blive flyttet, så vil andre indsatte med tilknytning til den pågældende fortsætte. Derfor vil jeg på min klients vegne have garanti fra fængselsledelsen om, at de kan garantere Annis sikkerhed. Og hvis de ikke kan give en sådan garanti, så må de flytte Anni væk fra fængslet til et sted, hvor hun kan føle sig sikker. Som det er lige nu, så føler hun sig fuldstændig utryg ved situationen, siger Mikkel Nielsen.