Endelig var der noget, vi var bedre til end kineserne i den famøse DR-serie om ”9.z mod Kina”. Vi var bedre til engelsk. Ikke et ord om, at det nok snarere skyldes vores stor-forbrug af engelsksproget TV, spil og musik mere end vores interesse for skolefaget. Lad os blot glæde os over, at vi ikke tabte kampen 0-5 i de fem test-opgaver.

Der er sagt og skrevet meget om udsendelserne. Og med god grund. Vi kan lynhurtigt blive enige om, at vi ikke har lyst til, at vores børn skal gå i skole 12-15 timer i døgnet, og at vi heller ikke er vilde med, at børn skal have militær-træning i gymnasiet. (Lad mig dog indskyde her, at jeg efter talrige rejser med det Danske Forsvar har mødt mange unge mænd, der gennem læren om disciplin fik ændret og forbedret deres livsbane). Meeen nu findes der jo også en mellemting mellem Kinas diktatoriske tilstande og det, som man måske lidt drilsk kunne kalde den danske model.

Konklusionen i TV serien på de danske elevers enorme mangler på helt elementære færdigheder var, at eleverne er umotiverede og respektløse. Det er ikke skolernes ansvar at sørge for den del. Det er forældrenes. Jeg tager hatten af for den mor, der indrømmede, at hun ikke selv var i besiddelse af tilstrækkelige evner til at hjælpe med lektierne. Det kræver en vis selvindsigt.

Men det er vores pligt som forældre at sørge for, at vores børn kommer i seng til tiden, så de er udhvilede, når de skal i skole. Det er svært at lægge teen-agere i seng, javel, men det er unægtelig endnu sværere, hvis de aldrig i deres opvækst er blevet puttet i ordentlig tid. Det er også vores ansvar, at de får ordentlig mad, og at de rører sig i fritiden. Ingen af delene behøver koste ekstra. Det er vores pligt som forældre, at de møder ind til tiden. Og det gør de, hvis de helt fra barns ben har fået at vide, at man skal have respekt for andre mennesker, herunder læreren.

Jeg gør alt, hvad jeg kan for at lære min søn i 2. klasse, hvor vigtigt det er, at overholde reglerne. Og hele tiden må der finjusteres og rettes lidt ind. Jeg ønsker ikke et lille dydsmønster, men jeg ønsker, at han forstår, at det vigtigste i livet er at gøre sig umage. Nu kan man godt indskyde en kommentar om, at jeg jo også hører til de ressourcestærke forældre. Men det er vel ingen undskyldning. For 9.z klarede sig så elendigt, at det i givet fald skulle svare til, at halvdelen af forældrene var ressourcesvage. Og det nægter jeg at tro.

Hvis man så lægger oveni, at det af lærerne accepteres, at børn sidder med høretelefoner på, sms’er og spiller bold i timerne, og at der er sodavandsautomater og slik-salg på de fleste skoler, så kan det godt være vanskeligt for de unge at tyde spillereglerne. Jeg tror faktisk, der er brug for, at vi sammen med lærerne og politikerne udtrykker en fælles holdning og er helt klare i spyttet, når vi taler om ret og pligt. Nul-tolerance handler ikke om at frarøve børnene deres barndom, det handler om at give dem nogle retningslinjer, så de får en ordentlig start på livet.