Jeg synes egentlig, jeg har godt styr på, hvad der sker i byen. Jeg kender hovedstaden som min egen bukselomme. Dens skæve eksistenser og knivskarpe forretningsfolk. Der er ikke ret meget, der kan komme bag på mig... Og så alligevel:
Jeg var træt og på vej hjem den anden aften fra en lang dag i byen. Klokken var 23, og jeg kørte en rute, jeg har kørt så ofte før bagom Hovedbanen og ned ad Istedgade. Denne aften var det, som om intet havde ændret sig siden 70’erne. En enorm flok sorte kvinder i samme sorte, lårkorte kjolemodel flokkedes om en kunde i en bil. Der var frit valg, så det ud til.
Jeg drejede af ved Gasværksvej. Her stod en kraftig, flot kvinde – nydelig i tøjet – og svingede med håndtasken. Altså bogstaveligt talt. For at skabe blikfang, tror jeg. Hvilket lykkedes.
En kort tur over Halmtorvet og så ned ad den berygtede Skelbækgade, som efter sigende skulle være stedet for de billigste damer. Det kan jo være svært at vurdere prisen, når man ikke er kyndig, men første kvinde var en enorm sag i forsvindende små hotpants og en barm, der praktisk talt hang udenfor blusen. Øjnene godt malet op. Kun få meter derfra stod en grønlandsk kvinde, som gabte og afslørede, at hun ingen tænder havde. Og når jeg lige kiggede efter, stod der faktisk kvinder på begge sider af vejen hele vejen op til Ingerslevsgade. Masser af kunder.
På Ingerslevgade var der til gengæld den ene smukke, slanke blondine efter den anden. Flotte i tøjet og med rød kysmund. Unge. Jeg så en kunde nærme sig og gøs ved tanken om det, disse piger stiller op til.
Ude på den anden side af Enghave Station var jeg sluppet ud af noget, som jeg (helt naivt) troede foregik mere subtilt i dag end i gamle dage. Og så blev min opmærksomhed vækket på ny:
En smart cabriolet rullede op på højre side af mig ved lyskrydset. Jeg mærkede et par øjne og kiggede på føreren - en meget smuk mand - der sad og smilede til mig. Jeg kiggede væk og kiggede så alligevel tilbage igen. Han rullede vinduet ned. Jeg rullede vinduet ned og sagde: 'Lækker bil, du har'. 'Det har du også' svarede han, hvorpå jeg blev ildrød i hovedet. 'Hvor skal du hen?' spurgte han. 'Hjem', svarede jeg. Han: 'Holder du ikke lige ind til siden?' Mig (nu med en puls på 600): 'Nej, det gør jeg ikke'. Han: 'Kom godt hjem'. Og så kørte vi hver til sit.
Nogen ville blive frygteligt jaloux, hvis deres ægtefælle fortalte den historie. Sådan et ægteskab lever jeg ikke i. Jeg tror, de fleste vil give mig ret i, at der er noget livsbekræftende over oplevelsen her, som vel godt kan betegnes som et frækt tilbud.
Nu sidder jeg og tænker, at pigerne på flisen og jeg havde én ting til fælles: Selv på en kølig sommeraften i København, kan temperaturen pludselig stige et par grader, når en bil standser. Og selv på en helt almindelig hverdag klokken 23 kan hvad som helst ske, når en bilrude rulles ned.
Del: