Aldrig er der blevet talt så meget om ulighed i det danske samfund. Jeg vil næsten tro, det indgår som et af årets mest brugte ord i Christiansborgs partilokaler – røde som blå. Skal man tro politikerne, så er ulighed noget, der skal bekæmpes. Men jeg forstår det simpelthen ikke.

Jeg forstår godt, at vi skal bekæmpe fattigdom, men for mig, som tilhører den store grå masse af det, vi kalder middelklasse - er det inspirerende, at der også findes meget rige mennesker. I sidste uge kunne man f.eks. i nærværende avis læse om Lego-familiens enorme summer, som er gået i arv til børn, der lader til at være fornuftige og godt begavede. Med andre ord: Hvis der ikke var nogen fattigdom, måtte der for min skyld være verdens største ulighed i Danmark.

Der er også i de senere år blevet diskuteret ulighed mellem kønnene. I en 3F-kampagne efterspurgte man helt rimeligt lige løn for lige arbejde. Siden gik det amok i en ordkamp om speltmødre og kvoter. For nærværende synes målet for de feministiske debattører at være en 50/50 fordeling på alle niveauer. Lighed er blevet et mål i sig selv. Jeg synes naturligvis, kvinder skal have de samme rettigheder som mænd, men den lighed, der efterspørges, opnås først den dag, mændene begynder at føde børn.

Jeg vil gerne hylde forskellen på mænd og kvinder. Jeg er vild med maskuline mænd i høje stillinger, som jonglerer med tal eller nørder med forskning. Jeg er vild med fodbolddrenge. Jeg er vild med mænd i uniformer. Helt banalt. Og jeg hører til de kvinder, der ikke gad bytte med nogen af dem. Ved godt, det er fy-fy at sige og højst umoderne. Well…so what?

Nu viser det sig så også, at børn af akademikere klarer sig bedre i skolen. Og det er et problem, mener vores undervisningsminister, fordi det skaber øget ulighed. Jamen for hunde da!! Mine forældre er ikke akademikere. Da vi flyttede fra Københavns vestegn til en af Nordsjællands overklasse-kommuner, gik jeg i 8. klasse og måtte have ekstra undervisning i samtlige fag for at følge med. Var det hårdt? Ja! Var det dårligt for mig, at der var nogle klassekammerater, der tilhørte eliten? Nej! Det var motiverende.

Jeg synes, det er godt, at man hjælper svage elever (det var jeg jo selv engang), men vi har alle forskellige forudsætninger afhængig af, hvor vi er vokset op, og hvem vores forældre er. Vi kan ikke modarbejde vores genmasse. Mennesker er gjort af forskelligt råstof, og derfor kan vi aldrig – ALDRIG – blive lige. Heldigvis. For det er det, der skaber dynamik i samfundet.

Det er snart 70 år siden, George Orwell skrev Animal Farm, som handler om denne higen efter lighed, der er så ulidelig. Jeg vil ikke opdrage mine børn til at tro, at alle mennesker er lige. Men jeg vil fortælle dem, at de kan nå langt, hvis de gør en indsats, og lære dem, at omsorg for andres ve og vel altid bør stå højt på dagsordenen.