I denne uge havde læreren i min søns klasse valgt at lave et tema om penge. Det handlede om forskellen på at 'have penge' og 'have råd'.

Jeg er vild med det tema. Når jeg ser et program som 'luksusfælden' kunne jeg godt ønske mig, at det var et reelt fag i skolen. For selv voksne kan have svært ved at forstå forskellen.

Eliot, som min søn hedder, spurgte en dag, om ikke vi kunne købe en ny computer. 'Det har vi da ikke sådan råd til,' svarede jeg ham. 'Har vi ikke engang penge til en computer? Hvordan kan vi så have penge til husleje?' lød hans ræsonnement.

Og så talte vi om det der med, at man godt kan have pengene, men vurdere, at der ikke er råd. Det blev ikke mindre abstrakt af, at jeg forklarede, at man også kan være meget rig, selvom man skylder mere, end man ejer. I den situation vil nogen vurdere, at der er fint råd til både det ene og det andet, selvom pengene dybest set ikke er der.

Da jeg i sin tid gik på barsel, blev jeg ringet op af en sagsbehandler på kommunen, der havde modtaget mine papirer og mente, at jeg havde en utroligt ringe aftale med min arbejdsgiver, som kun ville give mig dagpengesatsen. Jeg forklarede hende så, at jeg var min egen chef. Men hun holdt fast i sin strategi og mente, at det skulle jeg overveje meget nøje, for det var en dårlig aftale. Jeg har mange gange muntret mig over hendes ord, for jeg ved ikke, hvad hun forestillede sig. Skulle jeg tage en god snak med mig selv eller…

Jeg syntes jo, jeg var den, der bedst kunne vurdere, hvad min virksomhed havde råd til i den periode.

På torsdag er det lønningsdag, og mange tænker sikkert 'juhuu', så kommer der igen penge på kontoen. Indrømmet... sådan har jeg det også. Delvist. Men det afhænger af, hvilken kasket jeg har på. For torsdag skal jeg også betale moms og forskudsskat i mine virksomheder.

Og det er det der med kasketterne, der driller mig lidt nu. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at give mig selv en lønforhøjelse. Problemet er bare, at jeg synes, det sammen med de andre poster bliver en stor udskrivning for firmaet. Og er det egentlig ikke fråds? Jeg mener… der er penge nok i firmaet. Men jeg kan jo godt nøjes med mindre løn. Og når jeg sammenligner, hvad det vil koste firmaet, i forhold til hvad jeg privat får ud af det, så ligner det ikke ligefrem verdens bedste idé.

Jeg ved godt, det er et luksusproblem, og jeg siger det ikke for at spille smart, men jeg synes, det er et mærkeligt dilemma. Jeg vil gerne være fornuftig, men hvis jeg sparer op i firmaet og dropper lønforhøjelsen, så går staten dels glip af skattekroner, og dels vil jeg som person få færre penge til forbrug, som ellers kunne komme samfundet til gode. Og er jeg så en af dem, der er med til at 'spare Danmark helt i stå'? Er jeg ligefrem usolidarisk?

Jeg synes, det er svært at lægge arbejdsgiver-kasketten på hylden, og når jeg sidder med den på, så er der en overvejende del af mig, som holder ekstra godt på pengene. Et Onkel Joachim-gen, som siger, at der ikke er råd til noget som helst.

Ugens optur: Min søns kommentar til Edvard Munch udstillingen på Aros. Fantastisk udstilling, som jeg nåede to gange.

Ugens nedtur: Den sidste FB besked fra min gamle ven, Morten Carlsson. Vi begravede ham fredag. Tænk hvor vil jeg savne ham!

Ugens brev:

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.