Hej Annette

Jeg er en gift mand på 44 år, og min kone er 38 år gammel. Vi lever i et rigtig lykkeligt ægteskab, og vi har, ud over den helt almindelige dagligdags småfnidder, ingen problemer i vores ægteskab.

Faktisk er vi stadig lige så forelskede som vi var, da vi mødte hinanden.

Jeg skriver fordi jeg har et problem i forhold til min kone: min kone tager rigtig meget på i vægt, og situationen nu er, at det er umuligt bare antyde noget om hendes vægt før farer hun helt op i det røde felt og bliver mopset.

Det seneste år har hun taget tyve kilo på, hvilket er meget. Det er hendes egne tal, og de fremgår også tydeligt.

Vægtforøgelsen skyldes ikke at hun er, eller har været gravid, jeg tror simpelthen det skyldes det forhold at hun arbejder hos en fødevarevirksomhed, hvor en af hendes opgaver netop er at teste fødevarer.


Kære Søren!

Du har skrevet et vigtigt brev men også et brev, som det er vanskeligt at svare på. I min verden er der ingen problemer, der kan løses ved at tie. De ting, der gør ondt, må ud.

Min mand brækkede nakken tidligere på året og har tilbragt 5 ½ måned på hospitalet. For ham var det svært at tale om, at der var ting, han ikke kunne. Han følte sig nemt dømt ude og følte sig skyldig i, at familien ikke kunne fungere normalt eller at parforholdet blev belastet på anden vis. Psykologen foreslog derfor, at vi i stedet for at tale om ham og hans manglende evner, talte om ulykken, den brækkede nakke og det, den gjorde ved os. Sagt på en anden måde: Problemet var den brækkede nakke. Problemet var ikke min mand.
        
Jeg sidder og tænker på, om det er vejen frem for jer to. I stedet for at rette en pegefinger mod din kone og tale om, at hun er blevet tyk, så kunne I måske prøve at tale om, hvad fedme gør ved jer som personer. Den der ekstra vægt gør det svært for dig at tænde seksuelt f.eks. Den umuliggør visse fysiske udfoldelser og udfordrer hverdagen. Læg problemet foran jer. Tag evt. en fysisk ting og læg den på bordet: Her har vi et problem, som besværliggør livet…hvad skal vi stille op med det?

Du tager ikke vare på din kone ved ikke at fortælle hende, at hendes overvægt udgør et problem. Du skal derimod finde ud af, hvordan du hjælper og støtter hende, så I sammen kan lave en fremadrettet strategi. Er det jobbet, der er synderen? Jamen så er det der, I skal have en vigtig snak. Hvis hun er ked af sit job, så skal I måske kigge på, hvordan I finder noget andet til hende. Jeg ved godt, jobbene ikke hænger på træerne, men hvis din kone er på vej mod stress, depression og risikoen for en skilsmisse, så synes jeg faktisk ikke, I har noget valg. Og så er det jo nemmere at søge arbejde, når man ER i arbejde.

Det kan også godt være, at din kone egentlig er glad for sit job, men så skal der jo kigges på, hvad det er, der får hende til at spise igennem (jeg tvivler på, det er det, der er meningen med at teste fødevarer). Man taler om i psykologiens verden, at fedtet ofte er noget, folk pakker sig ind i som et beskyttende lag. Jeg ved ikke, om det gør sig gældende for din kone, men det er værd at tage med i overvejelserne. Hvad er det, hun vil beskyttes imod? Er det sig selv? Går hun med nogle frustrationer, som rækker langt ud over jobbet og hendes vægtforøgelse?

Jeg har taget dit problem op i min klumme søndag. Jeg håber, at jeg på en eller anden måde kan få hjulpet dig et lille skridt i den rigtige retning. Under alle omstændigheder skal du sætte ord på problemet. Det er ikke nok at sige, at ”jeg kan se, du har taget på”. Jeg tror, hun spørger dig for at få din ærlige mening og ikke mindst din hjælp. Og den kan hun regne med at få, fordi du elsker hende. Heldigvis for det.       

God sommer. Annette