"Den aften startede med, at jeg fandt mig selv siddende på køkkengulvet og spiste en dåse flåede tomater med salt på. Hvor klamt kan det blive?
Så ringede jeg til min mor og sagde: "Den er helt gal" og hun svarede:
"Det ved jeg godt. Jeg har bare ventet på, at du selv ville sige det."
10 minutter senere stod hun i døren, og hun sov hos mig den nat," siger Annette, som nu er kommet over sin spiseforstyrrelse og i øvrigt lever i et lykkeligt parforhold.
Annettes problemer med maden startede for fem år siden og blev udløst af et forhold til en ældre fyr, som hun så op til.
"Han behandlede mig ikke som en gentleman. Han udsatte mig for psykisk terror.
Først fik jeg at vide, at vi bare var skabt for hinanden. Så hørte jeg ikke et ord fra ham i 14 dage.
Sådan gik vores forhold - op og ned konstant. Det førte til, at jeg blev ulykkelig og spiste uhæmmet.
Men jeg kunne ikke kaste op, så jeg tog 10 kilo på den første måned og ialt tog jeg 15 kilo på i de tre måneder mine spiseforstyrrelser varede."
Da Annette blandt andet ved sin mors hjælp havde fundet ud af, at hun måtte have professionel støtte opsøgte hun både en læge og en psykolog.
Men Annette er især taknemmelig over for veninden Louise, som til sidst fik hende på benene igen.
"Jeg turnerede med "Sound of Music" og mit kostume måtte hele tiden lægges ud i takt med at jeg tog på. Men Louise tog sig af mig.
Hun var helt fantastisk. Hun lagde en kostplan for mig og fik mig i gang med at motionere. Og hun fik mig også til at ringe til min "kæreste".
Jeg sagde til ham at jeg havde det ad Pommern til og havde brug for en mand. Han gled af og jeg sagde, at han slet ikke behøvede at forklare.
Fra nu af var det ikke os to længere. Bagefter var jeg bare SÅ meget ovenpå!"
Annette Heick mener, at næsten alle piger har oplevet spiseforstyrrelser og at det ofte hænger sammen med manglende selvværd.
Derfor opfordrer hun piger til ikke at finde sig i noget som helst. De skal kende deres eget værd og kræve og give respekt.
Og endelig huske ikke sætte deres lys under en skæppe!
I dag er Annette bomstærk psykisk og har fundet ud af det der med kærligheden. På andet år har hun "det dejligste forhold" til 26-årige Jesper som er kok.
"Han respekterer mig 100 pct. og det er gensidigt. Jeg ser lidt op til ham, det har jeg brug for, ellers ender jeg bare med at sige jeg kan klare mig selv.
Og så laver han den dejligste mad - jeg elsker mad! - og alene det gør, at med ham vil jeg altså hellere spise hjemme," kommer det lidt underfundigt fra glade Annette Heick.