I 13 år havde vi gået og ventet på hinanden og drømt om hinanden, og nu var vi altså nået til et punkt, hvor vi ikke længere ville vente. Vi ville have hinanden, så jeg så ingen anden udvej end at forlade min mand. Jeg er så lykkelig.«

Vi sidder en række piger til et middagsselskab, da denne kvinde fortæller sin historie. Hun kigger rundt på tilhørerne. Nogle sidder med tårer ned ad kinderne. Flere slår hænderne sammen med et ’nååårh!’, og der er hjerter i alles øjne. Jeg må bide mig hårdt i læben for ikke at ødelægge den gode stemning. Har de her damer fuldstændig tabt sutten? Er der ikke nok nogen, der gider stille det eneste relevante spørgsmål: »Hvad synes din eksmand om, at du åbenbart har holdt ham for nar i 13 år?«

Men ingen stiller dette spørgsmål. For vi elsker den gode historie. Den romantiske fortælling. Jeg har hørt den 800 gange. I forskellige versioner ganske vist, men med samme omdrejningspunkt: »Jeg mødte min soulmate.« »Vi havde været kærester i skolen og tænkt på hinanden i alle årene.« »Jeg havde ledt efter ham siden den ferie, hvor vi var sammen.« »Hun forstod bare alle mine behov.« Bla-bla-bla.

Jeg kender også godt svaret på det spørgsmål, jeg er brændt inde med denne aften. For naturligvis har denne kvinde ikke fortalt sin mand, at hun har drømt om en anden i 13 år. Det ville nemlig være det ultimativt tarveligste, hun kunne sige til det menneske, hun (må man gå ud fra) selv valgte at leve og få børn sammen med. At hun fortæller det nu i dette selskab, synes jeg til gengæld fortæller noget om hende selv: En eskapist med behov for at blive beundret. Tilsyneladende er det ikke en overvejelse, der tynger de øvrige tilhørere. De køber ukritisk eventyret. For det gør vi generelt. Det er jo derfor, denne historie er nummer ét på listen over kandiserede floskler, der skal forklare en skilsmisse. Nummer to er så: »Vi voksede fra hinanden«, og nummer tre er: »Børnene har bedre af at opleve to lykkelige forældre, der er skilt end to ulykkelige forældre, der er sammen.«

Hvis vi lige tager den sidste først: Jeg mener, det er vores forbandede pligt som forældre at holde vores børn ude af de voksnes konflikter både under og efter ægteskabet. Det kræver muligvis, at man æder flere kameler hver eneste dag, men den der med, at de ikke skal opleve mor eller far ulykkelige, skal ikke bruges som en (bort)forklaring af, hvorfor ægteskabet bør ophøre. Hvis du er ulykkelig, har du ansvaret for at handle. Men hvis mor vælger at gå for selv at blive lykkelig, så er der ret stor sandsynlighed for, at far står ulykkelig tilbage, og så er vi jo lige vidt med det regnestykke, der i givet fald skulle tilgodese børnene. Derfor duer argumentet ikke.

Forhold som misbrug, vold og psykiske lidelser tager vi naturligvis ud af ligningen. Men hvis vi bare kigger på de helt almindelige ægteskaber, der går til grunde hvert år, så ser det ret sløjt ud i forhold til at tage ansvar for, at det kom så vidt. Jeg kan simpelthen ikke mindes, at jeg nogensinde har mødt nogen, der sagde: »Jeg havde negligeret mit ægteskab i længere tid, og da jeg så faldt for en anden, valgte jeg at ride på bølgen af forelskelse og med åbne øjne træffe den beslutning, som jeg vidste ville rive gulvtæppet væk under hende/ham, der stolede på mig, og fjerne det trygge fundament for mine børn.«

Det er jo nok fordi, man således mister mulighederne for at spille offerkortet, og så fordi, det moralsk set klinger dårligt at sige sådan, men ærligheden og selvindsigten ville omgivelserne i det mindste være nødt til at respektere. Jeg mødte for ganske nylig en gammel veninde, som netop var blevet skilt. Hun fortalte, at hendes mand gennem årene havde været utro flere gange. Hun havde tilgivet ham, men også på et tidspunkt sagt: Sker det igen, så dør min kærlighed til dig, og så går jeg. Selvfølgelig skete det igen. Hendes kærlighed døde, og som hun sagde: »For at beskytte mig selv valgte jeg skilsmissen. Jeg elsker ham stadig, men jeg mistede fuldstændig lysten til ham.« Hun kunne have valgt at hænge ham ud som idiot. Hun kunne have valgt offerrollen. Men nej: Hun valgte at mærke efter og agere med ansvar. De har tre børn sammen, som aldrig skal kende årsagen til deres skilsmisse. De ved blot, at mor og far ikke længere kan være kærester.

Læsere af denne klumme ved, at jeg er ægteskabets fortaler. Men der er jo et eller andet galt, når halvdelen af alle ægteskaber går i opløsning. Kunne det være tid til at se på institutionen? Kunne det være, at man skulle redefinere betydningen af et ægteskab? Det kunne i princippet være en 10-årskontrakt, som så skulle fornyes eller i modsat fald ophøre automatisk. Måske ville vi så gøre os mere umage? Jeg stiller det som et spørgsmål, for jeg har ikke svaret på, hvad der skal til. Men noget tyder på, at den industrielle revolution, kvindernes frihed til at vælge, ligestilling på arbejdsmarkedet og digitaliseringen påvirker vores samliv i en retning, der ikke længere kan passes ind i den nuværende forståelse af og forventninger til et ægteskab.

Vi lever væsentligt længere end for 100 år siden. Vi får langt flere impulser og inspireres forskelligt. Jeg tror ikke på, at vi bare ’vokser’ fra hinanden. Det er for slapt og letkøbt at betragte det som en udefrakommende og uundgåelig omstændighed. Jeg tror på, at vi forandrer os og sætter os nye mål, der somme tider ikke inkluderer den anden part.

Bliver man selv forladt, følger der også et ansvar med. Man kan vælge at spille rollen som offer eller vinder. En historie, som ind-imellem frembringer et indre, hånligt smil hos mig, handler om en kvinde, hvis mand havde en affære med sin unge sekretær. En dag valgte manden at forlade sin kone og deres tre små børn, men da overdrog konen den fulde forældreret over børnene til ham. Det kunne lyde som et stort offer, men hun gjorde noget klogt. Væk var jo alle de romantiske weekendture, som han havde lovet sekretæren. Og snart var sekretæren så også væk. Hende, der nu var eks-kone, endte alligevel med at have sine børn det meste af tiden, og manden – ja, han lå vel egentlig, som han havde redt.

Annettes uge på Instagram: