Manchester. Der er ikke ret mange, der tænker på fodbold først, når man siger byens navn i dag. I stedet rammes man af en tung følelse i kroppen. Jeg bliver vred og magtesløs og fortvivlet, når der igen er nogle tåber, der har slået uskyldige mennesker ihjel for at få opmærksomhed. Det er ubegribeligt. Det er utilgiveligt. Det er også ubegavet. Det sidste er vigtigt at huske på, for lige præcis den beskrivelse tror jeg ikke, gerningsmændene bryder sig om. Derfor er det en vigtig pointe, når man skriver eller læser om dem.

Udover at gøre mig trist, så skete der ved Manchester-angrebet også noget andet med mig, som måske er kommet gradvist. Jeg mærkede en snigende immunitet. Jeg gad ikke høre om det. Jeg gad ikke læse om det. Jeg gad ikke tale om det. Og det slog mig, at mange andre, jeg mødte – specielt jævnaldrende - af en eller anden grund havde det præcis lige sådan.

Jeg vil gerne holde mig informeret om, hvad der sker i verden, men da jeg havde lyttet til radioen en time, efter nyheden om angrebet kom frem, så blev jeg nærmest irriteret. To værter, der ringede til snart den ene snart den anden, der ikke vidste noget konkret, og som blot kunne sige det samme som det, der er sagt ved alle de andre angreb: Lirum larum, katten gør æg. Altså intet nyt. Men jeg havde heller ikke brug for nyheder. For min skyld måtte radioværterne gerne have fortsat med deres normale eftermiddagsflade med musik og andre interview.

Lyder jeg kynisk? Det er jeg faktisk ikke. Men efterhånden er terror blevet et livsvilkår. Jeg er begyndt ikke at kunne huske, hvor det var sidst. Var det julemarkedet i Tyskland? Var det noget i Stockholm? Og Frankrig…næh, det er snart længe siden. Det er blevet noget, der bare popper op hist og her og tilfældigt. Bid mærke i ordet tilfældigt. For det er sjældent noget, der er orkestreret af et større netværk. Isis er bare gode til at tage skylden for alt, hvad der ligner terror. På den måde kan de virke magtfulde. Som om de har fangarme ude overalt.

Derfor vil jeg gerne rejse spørgsmålet: Til hvis fordel rydder medierne alle flader for at gøre plads til at fortælle om det seneste angreb? Som lytter/seer/læser bliver man ikke klogere, selvom alle medieflader er plastret til det første døgn med artikler om angrebet. Og hvad skal vi egentlig vide? Hvad har vi behov for at vide?

Vi har behov for at vide, hvad der er sket, og at politiet arbejder. Men ikke alle mulige gætterier og teorier, som er baseret på et grundlag af egentlig uvished.

Og når en engelsk avis skriver, at »nu går terroristerne efter børnene«, så er jeg bange for, at den avis planter en idé i hovedet på nogle ubegavede mennesker, der egentlig slet ikke havde tænkt så langt. Det var bare tilfældigvis børn, det gik ud over denne gang. Med andre ord: Vi blotter vores skrøbelighed over for nogle mennesker, der er skånselsløse, og som ønsker at se vores frygt og ulykkelighed. Begår vi så ikke en fejl? Forærer vi dem ikke bare en sejr?

De efterladte har ingen nytte af, at medierne går i selvsving. De har mistet deres elskede og får dem ikke igen. Uanset hvad der formidles.

Jeg siger ikke, at vi kan tysse et angreb ned. For selvfølgelig skal vi forholde os til det. Men vi må heller ikke tale det op. Det er slemt, og det er forfærdeligt, men hvordan har vi tænkt os at reagere den dag, 50.000 mennesker dør ved et angreb? Eller flere? Det er en skrækkelig tanke, men jeg er bange for, at de storladne taler og sorgfyldte nyhedsindslag udelukkende bekræfter gerningsmændene i, at de er på rette spor: Her kan de ramme os. Og næste gang skal det bare være endnu større.

Hvis nu immuniteten begynder at indfinde sig flere steder, kunne det så være, nyhedsmedierne begyndte at lukke lidt ned for strømmen? Forestil jer, at et angreb blev nævnt næstefter et indslag om nye skatteregler og noget om en strejke. Tror I så, disse fjolser, der hungrer efter opmærksomhed, ville finde det lige så attraktivt at begå terror? Jeg tror det nemlig ikke.

Jeg prøver at forestille mig, hvordan man modtog nyhederne om faldne soldater og angreb på civile under verdenskrigene. Blev man da immun efterhånden? Der tales stadig om de store slag, Verdun og D-dag i Normandiet. Men vakte det samme interesse dengang som i dag, når civile blev ramt? Jeg ved det ikke, så mit spørgsmål rummer intet retorisk svar. Men jeg ved, at når der i dag bombes i civile områder i Mellemøsten, så bringes der ikke – i vore aviser i hvert fald – lange historier om, hvem ofrene var, og hvad de foretog sig det sidste døgn.

Er det ikke tankevækkende?

Er det fordi, vi forventer det de steder, der er krig, men ikke her i vores fredelige Europa? Måske. Men hvor længe kan vi gå og ikke forvente bomber eller terror på vore breddegrader? Er vi ikke ved at være der, hvor det sker med så jævne mellemrum, at vi må sige, at det er en del af vores hverdag at forholde os til det? Og hvis vi er dér: Hvorfor så disse alenlange indslag, der ikke gør spor andet end at gå terroristernes ærinde og minde os om frygten?

Det er en svær balancegang, men det kunne være spændende, hvis nyhedsmedier begyndte at lave interne aftaler om, hvor meget plads man egentlig ønsker at give disse opmærksomhedshungrende egoister. I stedet for at give dem prædikater som farlige, frygtindgydende, radikale og utilpassede, så synes jeg, man skulle eksperimentere lidt med at kalde dem gennemsnitlige, halvhjernede tøsedrenge med hang til selvpromoverende wanna-be aktioner. Havde vi mod nok, tror jeg næsten, vi kunne le dem ud. Men så kynisk er end ikke jeg endnu.

Annettes uge på Instagram: