Annemette Voss havde alt – karriere, mand, to børn og en guldmedalje fra ’Den store bagedyst’, men forsvandt i et sort hul af sorg, da hun for tre år siden blev skilt. Da hun savnede sit gamle liv allermest, dukkede en ny mand op – på en datingside, som hun var på af alle de forkerte grunde.
Jeg anede virkelig ikke, jeg skulle have ham her,« siger Annemette Voss og kigger ned på Luca på fire måneder.
Sønnen har lige spist, så mors skjorte står delvist åben, mens hun klipper hans små bitte negle.
Det kan godt være, at Annemette Voss blev kendt som Danmarks mest perfektionistiske kageprinsesse, da hun vandt ’Den store bagedyst’ i 2013, men det er et billede, hun ikke selv genkender. Faktisk var hendes liv dengang alt andet end perfekt.
»Jeg var castet til den rolle, og kameraerne var på mig, hver gang jeg stod og målte kager med min lineal,« siger hun.
Netop nu ruller en ny sæson af ’Den store bagedyst’ over skærmen. For tre år siden var det den kreative arkitekt og bagekone Annemette Voss, som vandt det populære bageprogram. Men dengang vidste ingen, at det var en kvinde i krise, der bagte, pyntede og præsenterede sine vinderkager. For mens seerne uge efter uge så hende kreere perfekte kager, lå Annemette Voss i skilsmisse ...
... LÆS HELE INTERVIEWET PÅ BT PLUS. Annemette Voss fortæller om at synke lavt, den nye mand og barn og den store kærlighed til at bage.
Annemette Voss havde alt – karriere, mand, to børn og en guldmedalje fra ’Den store bagedyst’, men forsvandt i et sort hul af sorg, da hun for tre år siden blev skilt. Da hun savnede sit gamle liv allermest, dukkede en ny mand op – på en datingside, som hun var på af alle de forkerte grunde.
Jeg anede virkelig ikke, jeg skulle have ham her,« siger Annemette Voss og kigger ned på Luca på fire måneder.
Sønnen har lige spist, så mors skjorte står delvist åben, mens hun klipper hans små bitte negle.
Det kan godt være, at Annemette Voss blev kendt som Danmarks mest perfektionistiske kageprinsesse, da hun vandt ’Den store bagedyst’ i 2013, men det er et billede, hun ikke selv genkender. Faktisk var hendes liv dengang alt andet end perfekt.
»Jeg var castet til den rolle, og kameraerne var på mig, hver gang jeg stod og målte kager med min lineal,« siger hun.
Netop nu ruller en ny sæson af ’Den store bagedyst’ over skærmen. Over en mio. danskere ser med hver uge, og programmet er det absolut mest sete overhovedet. For tre år siden var det den kreative arkitekt og bagekone Annemette Voss, som vandt det populære bageprogram. Men dengang vidste ingen, at det var en kvinde i krise, der bagte, pyntede og præsenterede sine vinderkager. For mens seerne uge efter uge så hende kreere perfekte kager, lå Annemette Voss i skilsmisse. Kagerne var alt, hvad hun på det tidspunkt havde at holde sig til.
Ny mand – og barn
I dag er hendes tiende bagebog netop kommet på gaden. Bogen ’Kagemagi’ viser en Annemette Voss, som ikke bare er glad for kage, men også har fået et helt nyt indhold i livet – bl.a. i form af lille Luca, der sidder på hendes skød. Vi sidder i stuen i hendes lejlighed i Lyngby. Rundt omkring ligger babyting, nybagte vafler og kagebøger i én skøn forening. Et andet sted i lejligheden rumsterer Lucas far Micky, som Annemette Voss for tre år siden faldt for med et brag.
Det eneste problem, hvis det kan betegnes som sådan, var, at hun mødte ham netop, som hun var trådt ud af en skilsmisse fra sine to store sønners far.
Skilsmissen var en realitet samme aften, som første afsnit af ’Den store bagedyst 2013’ havde premiere. Alle Annemette Voss og hendes eksmands venner havde været til tv-premiere i parrets hjem og var lige gået. Annemette Voss og hendes mand sad alene tilbage i stuen.
»Så tog vi en grim snak, som det jo er, når den slags beslutninger tages,« husker hun.
Mens den ene konkurrent efter den anden de kommende uger røg ud af programmet, krakelerede Annemette Voss’ perfekte familieliv. Til sidst havde hun ikke meget andet at holde fast i end fondant, mousse, skum og pynt.
En nybagt datingprofil
Parrets børn var to og knap fem år, da deres ulykkelige mor et par dage senere flyttede ud af et ægteskab, hun ikke længere ønskede at være i.
»Jeg havde det elendigt. Sad og så alle de gamle Bagedystprogrammer på repeat for at mindes den tid, hvor jeg stadig var i de rammer. Billeder hvor jeg smiler og laver kage, mens alt endnu var godt i foråret 2013.«
Livet var krakeleret, og det eneste ståsted, Annemette Voss kunne finde, var i kagernes verden, hvor hun havde succes med at bage, blogge, filme og skrive bøger om kager og bageglæde, mens hendes eget humør svingede dramatisk.
»Jeg kunne give mine børn mad, men jeg spiste ikke sammen med dem. Først når de var lagt til at sove om aftenen, var det min tur,« fortæller hun.
For at opmuntre hende fik hendes bror den idé – blot få uger efter skilsmissen – at hun skulle lægge en profil på Dating.dk.
Der behøvede ikke at være et billede på, og hun behøvede ikke at mødes eller date nogen, forsikrede han.
Mange har senere kommenteret, at det var vildt, at Annemette Voss havde overskud til at gå på nettet og finde kærligheden så hurtigt efter sin skilsmisse. Men hun afviser pure, at der var tale om overskud.
Jeg så alle de gamle bagedystprogrammer på repeat for at mindes den tid, hvor jeg stadig var i de rammer. Billeder hvor jeg smiler og laver kage, mens alt endnu var godtAnnemette Voss
»Tværtimod. Det var et underskud. Jeg troede bare, at jeg skulle være mor og uinteressant resten af mit liv. Mine venner var forsvundet, og jeg var intet værd. Det var et underskud, og jeg trængte bare til, at der var nogle mænd, der skrev, at jeg var dejlig. Det var den eneste årsag til, at jeg gik på dating.«
Målet var udelukkende at høste nogle tiltrængte komplimenter fra mænd og genvinde lidt af den forliste selvtillid.
»Men der skete ikke en skid,« griner Annemette Voss.
I dag kan hun godt se, at en datingprofil uden foto ikke er meget værd, og da det gik op for hende, lagde hun et ungdomsbillede af sig selv på profilen og håbede, at ingen ville genkende den bagedronning, som på det tidspunkt stadig tonede frem på skærmen hver uge.
At synke lavt
De fleste kunne dog sagtens genkende hende.
»Der kom masser af reaktioner fra mænd, som gerne ville komme og ’bage på mig’,« griner hun over det slidte ordspil, som mange mænd brugte for at få kontakt.
En enkelt mand anede dog ikke, hvem hun var. Det er ham, som i dag går rundt og gør sig klar til at gå på arbejde fra deres fælles hjem i Lyngby.
»Han vidste ikke, hvem jeg var, men sjovt nok vidste jeg godt, hvem han var,« siger Annemette Voss og tager en dyb indånding.
»Det er ikke noget, jeg er stolt af, det her,« begynder hun.
Hendes eksmand havde arbejdet sammen med hendes dates storebror, og hun tænkte i et svagt øjeblik, at hun kunne gøre sin eksmand jaloux ved at gå ud med en af hans bekendte.
»I en skilsmisse gør man ting for at gøre hinanden jaloux, og jeg tænkte, at hvis jeg gik på date med ham her Micky, ville jeg sende et signal om, at jeg var ’ovenpå’. Man har bare så ondt af sig selv i sådan en situation. Min mand havde været min allernærmeste i årevis og min bedste ven, og pludselig var han i periferien. Det er ikke sjovt. Man synker så lavt i en skilsmisse, og så gør man den slags ting.«
Om hendes date gjorde eksmanden jaloux, eller om han var travlt beskæftiget med sit eget liv, er i dag en bagatel, for Micky gjorde Annemette Voss lykkelig.
»Da jeg så ham på den anden side af gaden, tænkte jeg: ’Det er sgu nok ham, jeg skal giftes og have børn med’. Vi gik fra Kaffesalonen (på Nørrebro, red.) ned til Planetariet (på Vesterbro, red.) På den tur blev jeg sikker på, at jeg skulle være sammen med ham for evigt,« smiler hun.
Kærlighed og krise
Luca er faldet i søvn, liggende på sin mors arm. Han savler lidt, hun smiler og lægger ham ind på et værelse. Sønnen vågnede klokken fem i morges, så Annemette Voss har haft tid til at bage vafler, som er pyntet med friske hindbær, en abrikos i fine snitter og skovsyre som det sidste touch – præcis det perfekte æstetiske udtryk, som danskerne lærte hende at kende for.
Når hun ser tilbage på sit liv gennem de sidste tre år, synes hun langtfra, at forløbet har været perfekt. Heldigvis endte det lykkeligt.
»Jeg mødte Micky få uger efter, jeg var flyttet fra min mand. Jeg kan ikke anbefale nogen at finde sit livs kærlighed midt i sit livs største krise. Jeg mødte Micky midt i min kriseboble, og han mødte bestemt ikke den bedste side af mig. Jeg vågnede hver nat og græd over de mennesker, jeg havde mistet. Jeg savnede rammerne, familien og mit hjem. Jeg savnede mit perfekte liv.«
Den kvinde, som vandt bagedysten i 2013, gjorde det bevæbnet med både fondant og lineal. Mange troede, at hun udelukkende var perfektionistisk, men det var ifølge Annemette Voss blot en rolle, hun var castet til.
Slip kontrollen
»Det var den side af mig, der kom frem i Bagedysten. Når jeg stod og målte kager med min lineal, var de der straks med kameraet, og når jeg målte et brombær med øjet, bad de mig gøre det igen, for at få det med på tv,« husker hun.
»Men den side er kun én del af mig. Jeg er ikke kun perfektionist, og kan sagtens slippe kontrollen. Alle er overraskede over, at jeg aldrig blander mig i billeder og grafik i mine bøger. Men jeg er fremfor alt æstetiker. Jeg elsker det smukke, og i det ligger også det uperfekte.«
At Annemette Voss har kæmpet med kontrolproblemer, er dog ikke noget, hun holder hemmeligt. I mange år led hun af en spiseforstyrrelse.
»Det sker typisk for unge, der søger det perfekte, og som har svært ved at slippe kontrollen. Men det gik over, da jeg var omkring 20 år. Siden har jeg aldrig haft svært ved at slippe kontrollen. Det kommer i øvrigt helt af sig selv, når man får børn,« siger hun.
Selvom det ikke altid var dér, hun havde det bedst, fandt Annemette Voss som ung pige sin plads i familiens køkken,
»Jeg led af en spiseforstyrrelse i flere år. Det har jeg altid været åben om. Men man kan godt veje 16 kilo mere, end jeg gør nu, kaste op efter hvert måltid, have det elendigt og alligevel ende med at have det godt, som jeg har i dag. Jeg er 100 pct. ovre min spiseforstyrrelse og kan i dag stå i køkkenet og bage, som jeg har gjort her til morgen, uden at det rør mig.«
Egentlig er Annemette Voss uddannet arkitekt og har været med til at vinde en projektkonkurrence i København, som satte hendes navn på mange arkitekters læber. Men hun er helt ude af den verden. I dag er det kun kager, hun tegner, bygger og modellerer.
»Jeg har en skabertrang i mig, som hele tiden får mig til at bygge, save, skabe og farvelægge. Det gode ved mad og kager er, at man skal skabe det, spise det og begynde forfra. Det er jo begrænset, hvor mange vattæpper man kan sy til sig selv.«
Et af de seneste eksempler på trangen til at skabe er den lyserøde væg i familiens køkken-alrum. Den blev for ganske nylig malet, fordi lejlighedens æstetiker ventede fint besøg.
»Der skulle komme nogle og lave en boligreportage, og så syntes jeg, det ville se fint ud, hvis den væg var lyserød, så jeg gik i gang klokken 23 om aftenen,« griner hun og klapper kærligt væggen.
Skabertrangen kommer ikke fra fremmede. Som barn var Annemette Voss i køkkenet med både sin mormor og sin farmor. Hendes far er uddannet på Kunstakademiet, og hendes mor er så kreativ, at hun – ifølge datteren – burde have været designer. Konditor kunne hun dog ikke være blevet.
»Jeg har en mor, der er den værste i verden til at bage. Hun kan virkelig ødelægge en kage, selvom jeg står lige ved siden af hende,« griner hun.
Annemette Voss er langtfra færdig med at bage. Men der er sket et skred i stilen, og dét er et tydeligt sprog, hendes bøger taler.
Ny køkkenglæde
På bogreolen under fjernsynet står ’Bagelyst’, som hun udgav i 2014. På forsiden står Annemette Voss med stramt opsat Hollywoodhår og en kage pyntet med snorlige hindbær. I den nye bog er perfektionismen smidt over køkkenbord, og der er fokus på køkkenglæden, som man også ser på billederne, hvor Annemette Voss og hendes medskribent Ditte Julie Jensen pjatter med flødeskum i ansigtet og brede smil.
»Ditte og jeg mødtes til casting på ’Den store bagedyst 2013’. Hun blev valgt fra, men jeg tror kun, det skyldtes, at vi lignede hinanden for meget, og de skulle kun bruge én af vores slags.«
Men det gik hverken værre eller bedre, end at Annemette Voss løb med sejren, mens Ditte Julie Jensen kom med i konkurrencen sidste år, hvor Annemette Voss – ligesom hun gør i år – heppede med hjemme fra sin egen stue.
Nu går de to sammen om bogen ’Kagemagi’, hvor alt, hvad der hedder konkurrence, er pillet ud til fordel for ren køkkenglæde, som man bl.a. kan opleve på de to kagekoners egen youtubekanal.
Man skal være usædvanlig glad for kage, for at kunne bo sammen med Annemette Voss, for hun bager godt 500 kager om året ’i hvert fald’.
»Nogle dage bager jeg otte forskellige på én dag, og jeg er ikke træt af det endnu,« forklarer hun.
Annemette Voss er oppe igen efter sit livs krise.
»Jeg er ovenpå igen. Men jeg havde faktisk en oplevelse for nylig, hvor jeg var til bryllup med en masse mennesker fra min fortid og min eksmand. Jeg brød fuldstændig sammen, så alt er ikke okay endnu. Jeg er kommet igennem, men nedenunder er et ømt punkt, som dukker op en gang imellem. Men 30 år ’down the line’ skulle det gerne være helt væk,« smiler Annemette Voss og går ind for at kigge til Luca.
