I juli skriver Annegrethe Rasmussen, journalist og debattør, skarpe debatindlæg på bt.dk. Annegrethe er udenrigskorrespondent i Washington. Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentar: Hold op med at dømme mennesker, der arbejder i sommerferien. De slapper måske bedst af sådan

Mange danske chefer kan ikke lade være med at arbejde i sommerferien, hvilket både stresser og irriterer mange berørte familier. Det kunne man læse i en ny undersøgelse fra interesseorganisationen Lederne, netop som ferien for alvor blev skudt i gang for 14 dage siden. Andelen af topchefer, der tager arbejdet med på ferie, og som ser ledelse mere som en livsstil end som et lønarbejde, er helt oppe på 80 procent.

Det kender jeg godt. Både fra mig selv og fra min mand, der besvarer e-mail og sms’er døgnet rundt hele året rundt – weekender, påske og julen inklusive. Sidst vi forsøgsvis holdt ferie i Frankrig, blev han nødt til at tage to møder – et i Canada og et i Mellemøsten. Selv ligger mine deadlines spredt ud over sommeren: i sidste uge lavede jeg lidt radio om amerikanske musikvideoer, feminisme og racisme midt i mine 14 dages ferie under Wimbledon. Og afleverede også et interview med en hollandsk fremtidsforsker til en privat kunde.

Men ofte møder den måde at feriere – og leve - på kritik fra omverdenen. Andre er bekymrede på ens vegne: de skriver opdateringer på min Facebook-side eller små, venlige, men bebrejdende mail. ’Sover du aldrig?’ ’Husk at du også skal være der om 10 år,’ ’Er du sikker på, at du kan mærke dig selv?’ ’Er du nogensinde bare ude i naturen?’, er bare en lille portion af den slags beskeder, som man får fra mennesker, der på den ene eller den anden måde er sikre på, at jeg umuligt kan være i kontakt med mit ægte, yoga-groomede underjeg.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen gav også sine medlemmer en opsang i forbindelse med førnævnte undersøgelse:

’Det er også en del af lederjobbet at holde fri, koble af og lade batterierne op. Ledere skal huske, at de er rollemodeller for medarbejderne, og det gælder ikke kun i det daglige arbejde, men også den måde, hvorpå de balancerer arbejde i ferien,’ lød det fra hende.

Sjovt nok er det netop den slags mild fordømmelse, der virkelig kan stresse mig. Der har den grundregel her i livet, at det nok er fristende – åh jeg kender det godt – at dømme andres livsstil, men at man altså alligevel må holde sig i skindet og lade være. For med levevis forholder det sig nemlig ret enkelt: lev det liv, du har det bedst med. Også hvis det indebærer et fravalg af at sidde ved en strand, en solnedgang eller en pool og meditere i grillens osen. Nyd livet – med eller uden mobiltelefon og e-mail.

Der er i øvrigt derudover ingen grund til at have ondt af folk, som ikke trækker stikket ud og holder totalferie. Og hvis man endelig skal tale om, hvad der ville stresse én, så ville det værste for mig være det stik modsatte: At ingen havde brug for mig. Min private version af helvede er en situation, hvor ingen vil aftage mine tekster, lytte til mine analyser på tv eller radio, hvor ingen læser mine bøger eller kommer til mine foredrag.

Det har jeg godt nok aldrig prøvet. Men tanken kan nok fremkalde hjertebanken. Mens det modsatte – at jeg skal arbejde hele tiden, sover for lidt og har min skærm med mig overalt – ja, det er min yndlingstilstand.

Og lur mig, om ikke vi er en del, der ville kede os bravt under lange, ubrudte stunder ved stranden med eller uden mindfulness i en svedehytte.

Sluttelig: hvis man skal have ondt af nogen, er det dem, som ikke kan få et arbejde, selvom de leder. De er værd at bekymre sig om. Langt mere end dem, der selv vælger ikke at trække stikket til mobil og computer i sommerferien.