Fredag skydes liveprogrammerne i X Factor i gang. Og samme aften holder DR deres årlige Danmarks Indsamling.

I den anledning har Anne Linnet valgt at skrive en X Factor-støttesang, hvor både hun, Ida Corr, Thomas Blachman og alle deres respektive finalister medvirker i fællesskab.

Sangen hedder ’Én verden’ og er lavet i samarbejde med hendes søn, produceren Marcus Linnet.

De tre dommere og alle liveshowdeltagerne har alle afgivet deres rettigheder, så overskuddet fra singlen går direkte til indsamlingen, hvor der samles ind til nødlidende i Afrika.

Om indsamlingen siger Anne Linnet:

- Jeg er superglad for at kunne levere en sang til Danmarks Indsamling, og jeg er lykkelig for, at det kunne lade sig gøre at have både Blachman, Ida og alle deltagerne med på sangen. Det er blevet et fælles projekt. Inspirationen til sangen er kommet fra de voldsomme flygtningestrømme, som vi har set igennem flere årtier. De har gjort et stort indtryk på mig. Det er de billeder, der har skabt sangen. Vi er én verden, og vi hænger uløseligt sammen. Vi kan hjælpe med at bære dem, der ikke selv kan gå - og alle dem, som falder.

Musikvideoen til sangen vil blive vist under det første X Factor liveshow på fredag efter afgørelsen. Få mere information om hvor singlen kan købes på

www.dr.dk/xfactor. Sangen koster 10 kr. pr. download.