Annan-farvel svækker håbet om fred i Syrien
Mens FN advarer om en lurende humanitær katastrofe i Syrien, træder Kofi Annan tilbage som særlig fredsmægler. Det kan få store konsekvenser for udsigten til fred, vurderer militæranalytiker.
Mens FN advarer om en lurende humanitær katastrofe i Syrien, træder Kofi Annan tilbage som særlig fredsmægler. Det kan få store konsekvenser for udsigten til fred, vurderer militæranalytiker.
Det sendte isninger igennem diplomatiet i FN, da meddelelsen om, at tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan stopper som særlig fredsmægler i Syrien ved udgangen af august, kom torsdag eftermiddag. - Kofi Annan fortjener stor beundring for den uselviske måde, hvorpå han har viet sine formidable evner og prestige til de vanskeligste og potentielt utaknemmelige opgaver, sagde FNs generalsekretær Ban Ki-moon.
Sammen med generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Nabil Elaraby, skal han nu til at overveje, hvem der skal efterfølge Kofi Annan og dermed løfte den trøstesløse opgave med at skabe varig fred i Syrien.
Ifølge militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, major Lars Cramer-Larsen, kan Annans afgang få »voldsomme« konsekvenser og Være med til at forlænge blodbadet i Syrien.
- Annan har erkendt af FNs indsats var perspektivløs, at han ikke kunne lykkes med at skabe fred, så derfor vil konflikten køre videre, siger han og understreger:
- Annans afgang forstærker behovet for, at der sker noget i FN meget snart, for ellers vil den sekteriske vold bare blive ved med at blusse op, siger Lars Cramer-Larsen.
Rusland, som tre gange har nedlagt veto mod Syrien-resolutioner i FNs Sikkerhedsråd, var hurtige til at beklage Annans beslutning:
- Vi ærgrer os over, at han har truffet det valg. Vi har meget kraftigt støttet Kofi Annans indsats. Han har endnu en måneds tid tilbage på posten, og jeg håber, at han vil bruge tiden så effektivt som muligt under disse vanskelige vilkår, sagde den russiske FN-ambassadør, Vitaly Churkin, ifølge Reuters.
Selv forventer Annan, at hans linje i mæglingen fortsætter, efter hans afgang, meddelte han fra Geneve. Her sagde Annan også, at beslutningen om at trække sig kommer på baggrund af det omfattende »fingerpegeri« og de interne konflikter i FN, der har været tydelige lige siden konflikten i Syrien begyndte for 17 måneder siden.
Kommentaren affødte straks mere fingerpegeri, da Rusland anklagede de vestlige lande for at have undermineret Annan fra begyndelsen. Omvendt kritiserede vestlige diplomater ifølge Reuters Rusland og Kina for gentagne gange at have blokeret for reelle fremskridt, der måske kunne have forhindret, at Syrien-konflikten udviklede sig til fuldbyrdet borgerkrig.
Annans afgang som mægler kommer på et tidspunkt, hvor fredsmissionen i Syrien er blevet væsentligt nedtrappet, og hvor cirka halvdelen af de godt 300 FN-fredsobservatører er trukket ud af det borgerkrigshærgede land.
Den sekspunkts-fredsplan, som Annan oprindeligt forsøgte at indgå med præsident Bashar al-Assad faldt hurtigt til jorden, og våbenhvilen trådte reelt aldrig i kraft.
Omkring 20.000 mennesker vurderes ifølge de syriske oprørere at have mistet livet, og dødstallet stiger dagligt i takt med, at kamphandlingerne er rykket ind i Syriens største byer, Damaskus og Aleppo, som nu bombarderes af både artilleri og jagerfly.
Få oplysninger kan bekræftes, men sikkert er det, at begge sider i konflikten begår grusomheder. Modbydelige videoer, som er dukket op på internettet, viser for eksempel lyn-rettergange og efterfølgende henrettelser af tilfangetagne kombattanter i Aleppo. Det nye er, at det er oprørernes folk, der trykker på aftrækkeren.
Onsdag advarede Amnesty International i en rapport om, at det syriske regime begår forbrydelser mod menneskeheden ved blandt andet at åbne ild mod demonstrationer og foretage systematiske anholdelser og omfattende tortur.
Seneste indikation på konfliktens vidtrækkende konsekvenser kom så torsdag, da en FN-rapport anslog, at op mod tre millioner syrere kommer til at mangle fødevarer, afgrøder og kvæg de næste år. Borgerkrigen i Syrien kan med andre ord ende som en humanitær katastrofe.