En norsk kvinde, der har anmeldt en voldtægt i det stenrige arabiske emirat Dubai, er selv blevet dømt til fængsel i et år og fire måneder for at have dyrket sex uden for ægteskabet. Det skriver avisen VG, der har været i kontakt med kvinden.
»Jeg har fået den strengeste straf for sex uden for ægteskab og den strengeste straf for at drikke alkohol. Derudover er jeg dømt for falsk vidneforklaring,« siger hun til avisen.
Den norske præst Gisle Meling fra Sømandskirken i Dubai er rystet over dommen.
»Det er en forfærdelig situation for hende. Vi er meget overraskede og havde håbet på, at det ikke ville komme så vidt. Men vi bor i et land, som har et retssystem, som kommer til denne konklusion ud fra den sharia-lovgivning, de følger,« siger han til VG og understreger, at han ikke selv har haft mulighed for at læse dommen og derfor ikke kender alle detaljer
»Kvinden anmeldte en voldtægt til politiet, men de tror ikke på hende. Nu får vi så at vide, at hun er dømt for sex uden for ægteskab. Retssystemet tager informationen, som hun giver dem, og erklærer hende skyldig i noget helt andet,« siger Gisle Meling.
Det norske udenrigsministerium bekræfter, at de i øjeblikket yder bistand til en norsk kvinde i Dubai.
»Vi har været i kontakt med kvinden over en længere periode. Vi kan ikke kommentere enkeltsager yderligere,« siger Kjertil Elsebutangen, der er kommunikationsrådgiver i udenrigsministeriet, til VG.