- Det er meget svært at sætte fingeren på nogetsomhelst, der er gået galt i denne her film.
Så klar er vurderingen fra Berlingskes filmredaktør, Kristian Lindberg, efter den første officielle visning af Thomas Vinterbergs film »Jagten«, der deltager i hovedkonkurrencen ved dette års filmfestival i Cannes.
Filmen fortæller historien om en mand - spillet af Mads Mikkelsen - der får et helt lokalsamfund imod sig, fordi en lille løgn fra hans bedste vens datter fører til beskyldninger om seksuelt misbrug og vokser sig umådelig stor som en virus.
- Filmen er utrolig velspillet - ikke bare Mads Mikkelsen, men også Thomas Bo Larsen, som hans bedste ven, og barneskuespilleren Annika Wedderkopp er et fantastik fund. Opbygningen af intrigen virker meget naturlig, og det hele er både overbevisende og troværdigt, siger Kristian Lindberg,
»Jagten« er Thomas Vinterbergs syvende film, og han har skrevet den sammen med Tobias Lindholm, der også var med til at skrive Vinterbergs forrige film »Submarino«, der deltog ved filmfestivalen i Berlin i 2010.
- Det, som udmærker »Jagten« i forhold til »Submarino«, er, at den ikke kun er depressiv, der er også noget varme i den, som gør, at man har nemmere ved at forholde sig til personerne.
Thomas Vinterbergs film er blevet vist i starten af hovedkonkurrencen i Cannes, hvor ialt 22 film deltager. På næste søndag udløses spændingen og vi ved, hvem der løber af med priserne - herunder også hovedprisen Den Gyldne Palme.
- Uanset, om man er dansker eller ej, så er det her klart den bedste film indtil videre. Feltet skal være stærkt for at overgå den, og det er svært at forestille sig, at »Jagten« ikke får en eller anden pris, siger Kristian Lindberg og konstaterer:
- Thomas Vinterberg har aldrig været i bedre form, end han er nu.
Også andre danske filmanmeldere er begejstrede for Thomas vinterbergs »Jagten«. På sin Twitter-profil skriver Berlingske-anmelder Jacob Wendt Jensen:
- Vinterbergs »Jagten« er gribende, og historien klinger millimetertæt på ægte. Og så er der tale om en stribe casting-mirakler.
Mens Informations filmanmelder Christian Monggaard skriver på sin Twitter-profil:
- Hvad kan jeg sige - »Jagten« er en skidegod film. Sådan, Vinterberg og Lindholm.
Endelig konstaterer Politikens filmredaktør, Kim Skotte, over for Politiken.dk:
- Det er Thomas Vinterbergs mest formfuldendte film til dato.