Flere end 200 navne spiller på årets Roskilde Festival. Blandt kunstnerne er Bruce Springsteen, islandske Björk og rockbandet The Cure. Men Berlingskes musikanmelder efterlyser endnu større navne på Europas næststørste festival.
- Det er ikke et program, hvor man får et sug i maven. Der mangler lige et navn, der kunne sige wow, siger Jeppe Krogsgaard Christensen, der sad på første række ved programmets præsentation torsdag.
- Jack White bliver præsenteret som det helt store scoop, men det er han altså ikke. Han vil ikke kunne skabe den fællesskabsfølelse, hvor folk synger med, som de store navne skal kunne. Han er et godt navn, men jeg havde måske håbet på et større navn, der appellerer til flere mennesker, lyder musikanmelderens dom.
Roskilde Festivals musikchef er naturligvis tilfreds med programmet - og især Jack White, der i 1990erne toppede hitlisterne sammen med sin kone, Meg, i bandet The White Stripes. Nu udgiver Jack White sit første solo-album.
- White Stripes var med til at revitalisere rocken dengang, og han er stadigvæk i sprudlende storform. Jack White er et af de hotteste navne lige nu, og på Roskilde giver han sommerens eneste koncert i Skandinavien, siger musikchef Rikke Øxner.
Andre nyheder på årets festival er 1980er-bandet The Cult fra Storbritannien, det californiske metalband Machine Head, afrikanske Madou & Mariam, indie-bandet The Shins fra New Mexico og bluegrass’ens ukronede dronning Alison Kraus sammen med sit band The Union Station.- Programmet lever op til vores ambition om at have de rigtige artister på det rigtige tidspunkt. Vi har et bredt udsnit af genrer og nationaliteter og en lang række af små artister, som med årene vil bevæge sig længere op på plakaten, siger Rikke Øxner.
Selvom Berlingskes anmelder savner flere store navne, mener han ikke, at programmet er dårligt.
- Det er jo sådan med Roskilde, at det gælder om at læse det med småt, og der er mange interessante ting. For eksempel det norske rockband Sivert Høyem, som uden tvivl bliver dystert og godt. De kan mane mørket frem på en måde, der ikke virker uægte, og det er en kunst i sig selv. Og så er der Santigold, der har lavet en af de bedste plader for et par år siden og nu er tilbage, siger Jeppe Krogsgaard Christensen, der også ser frem til at høre Alison Krauss & Union Station, fordi »det bliver en fest.«
Tilhængere af elektronisk musik får også noget at glæde sig til. Roskilde Festival åbner nemlig en helt ny scene, der skal supplere Orange, Arena, Odeon, Cosmopol, Gloria og Pavillion Junior. Scenen hedder Apollo, og her spiller elektroniske navne som Modeselektor, Pretty Lights og Jesse Voorn.
- Der var engang i 90erne, hvor man kunne tale om store strømninger i musikken, vi havde grungen og britpoppen, som alle kunne forholde sig til. I dag er det hele splintret til atomer i en masse små nicher, og den udvikling afspejler årets program meget godt, siger Jeppe Krogsgaard Christensen.
Roskilde Festival er med sine 150.000 gæster Europas næststørste festival. Festen begynder for 42. gang på Roskilde Dyrskueplads til juli.