Grøn Scene Northside Festival. 2 ud af 6 stjerner.

Noel Gallagher var et af denne sæsons Northside Festivals helt store trækplastre, hvor han med soloprojektet High Flying Birds, skulle spille de mange tusinde mennesker på festivalpladsen op.
 
Og det var ikke uden grund, at der var store forventninger til søndag aftens optræde. For Noel Gallaghers soloprojekt, der blev en realitet med debutalbummet fra 2011, blev fint modtaget af både anmeldere og fans. Også selvom bruddet med lillebror Liam og de to Manchester-drenges millionsælgende 90'er succes Oasis på tidspunktet kun var to år gammelt.

Forholdende før og under koncerten på rock/indiefestivalen var dog langt fra optimale til en koncert af den størrelse. For søndagen igennem havde vinden blæst voldsomt over festivalpladsen i Aarhus.
 
Det resulterede i, at de to storskærme som tidligere havde hængt på hver side af Grøn Scene, var pillet ned. Og selve bagtæppet på scenen var også fjernet i et forsøg på at mindske vindens virkning på hele strukturen.

Det betød at Noel Gallagher og resten af bandet mere eller mindre var efterladt i elementernes vold. Og det var Noel Gallagher tydeligt ikke var helt tilfreds med, da han kom på scenen. Og konstaterede at det var 'skide koldt'.

Iklædt den obligatoriske sorte læderjakke entrerede Noel Gallagher og band den åbne scene og lagde ud med nummeret '(It's good) To be Free' fra soloudspillet.

Det var dog uden større entusiasme fra rockstjernen, der heller ikke er kendt for at være den store entertainer på en scene. Et karakteristika han heller ikke havde tænkt sig at ændre søndag aften på Northside.

For det var en meget fåmælt Noel Gallagher, der fra start virkede til at være på endnu et job, som bare skulle overstås, så han kunne komme afsted igen.

Publikum på vej hjem
 
Det var dog heller ikke den store hjælp, han at hente fra publikum, der virkede til at være på vej hjem for at se landskamp, men inden lige skulle have den sidste gang musik med.

Det betød at entusiasmen hos de eller rimelig mange mennesker lå nogenlunde på linie med Noel Gallaghers. Noget der kan have været en konsekvens af, at gennemsnitsalderen til koncerten syntes at være vokset  mindst et årti i forhold til de tidligere koncerter søndag.

Samtidig virkede det også til, at hovedparten af publikum ventede på at høre nogle af de store klassikere fra Oasis-tiden, mens Noel Gallagher hellere ville dele ud af de nye og friskere numre fra soloudspillet. En forventningsafstemning der ikke helt ramte plet.

Intet uventet

Selvom den tidligere Oasis-frontmand ikke er den store performer på scenen, så har han den velkendte og karakteristiske stemme at trække på. Og på trods af Oasis er lagt i graven, har Noel Gallagher valgt at holde fast i den lyd, og flere hits, der gav enorm succes i 90'erne.

Det gør, at man hele tiden følte sig på sikker grund under koncerten. Måske på lidt for sikker grund. For det betød, at man aldrig kom rigtigt op på den høje klinge. Der manglede simpelthen den kant og det uventede, som trygheden i den velkendte lyd per definition udelader.

Og når man så samtidig ikke har et oplagt publikum og kunstner, så bliver koncerten bare ikke rigtig god. Hvilket var tilfældet søndag aften.

Et højdepunkt

Der var dog enkelte højdepunkter, men de kom meget symbolsk først da skuffen med de gamle Oasis-kendinge blev åbnet.

Og da det først skete, omkring 40-50 minutter inde i den lige under en time lange forestilling, var det for sent at redde stumperne af det, der ellers skulle have været et højdepunkt på Northside.

Det største øjeblik kom med det sidste nummer, klassikeren 'Don't look back in anger' fra Oasis' millionsællert af en plade '(What's the story) Morning Glory?'

Spiller ikke i regn

Men forud var gået et par udbrud fra scenen fra verdensstjernen. Lige inden 'Don't look back in anger' havde Noel Gallagher erklæret, at det ville blive koncertens sidste nummer. Noget som publikum ikke var tilfredse med, da den programlagte koncert-tid langt fra var gået.

Men det valgte stjernen tørt at feje af banen ved i tredje person at konstatere, 'det snart begynder at regne, og Noel spiller ikke i regn'.

Så blev hittet spillet og Noel Gallaghers High Flying Birds var fløjet igen, uden at have gjort et indtryk der vil være længe eller have været det højdepunkt, man kunne have håbet på.

Trist, for det kunne have været så godt.