The Roots, Orange, lørdag kl. 17.00, fire ud af seks stjerner.

Lørdag eftermiddag er traditionelt set en dag, hvor festival-folket har behov for en puster og lade batterierne op inden aftenens store navn skal gå på.

Og derfor er der ofte mange festival-gængere, som kan lide at sætte sig ved en scene og nyde den musik, som nu engang spiller der. Gerne i hyggeligt selskab med ligeledes energi-hungrende venner.

Lige netop den løsning så det også ud til, at mange personer havde valgt denne lørdag på Roskilde Festival. Og for manges vedkommende var valget, måske meget naturligt, faldet på Orange Scene, hvor det amerikanske hip-hop band The Roots skulle forsøge at få lidt gang i en god og hyggelig fest.

Og hvis nogen skulle kunne det, så er The Roots ikke et helt dårligt bud. For gruppen, der har eksisteret siden 1987, har mere eller mindre har spillet med og for alle store navne i den amerikanske hip-hop- og soul-verden, og kan derfor skrive lidt af hvert på cv'et.

Funky musik

Men udover det, har The Roots også et ganske udmærket bagkatalog selv. Og derfor kunne man med rette håbe på nogle lækre hits fra gruppen selv, og en masse andet funky musik under koncerten.

Og det håb blev ikke gjort til skamme. For det var stort set præcis, hvad de fremmødte ved Orange Scene fik. Nogle af gruppens egne hits og en masse andet funky musik.

Det hele begyndte med en længere omgang  blandet hip-hop, som gruppen havde hentet flere steder fra. Noget fra egne rækker og noget lånt fra kollegaer og samarbejdspartnere gennem årene. Det blev udført i hvad der bedst kan beskrives som et længere medley, der til tider bare præg af en jam-session.

Og mon ikke det var lige præcis, hvad det var. En setliste med plads til den frie kreativitet.

Lækre soloer

Det fungerede faktisk rigtig godt, for musikerne i The Roots, der tæller hele otte mand, er nogle af de bedste i hip-hop-verdenen med deres instrumenter. Og under koncerten blev der givet flotte og underholdene eksempler på deres kunnen.

Bl.a. fik publikum en meget energisk og medrivende, og ja det kan sådan en faktisk være, tuba-solo, en dobbeltsidet percussion/tromme-solo og en lækker guitar-solo, der bl.a. involverede så forskellige numre som 'Apache' og 'Sweet Child of Mine'.

Fælles for alle soloer var, at de havde en varighed på adskillige numre, involverede improvisation og en masse løben rundt på scenen. Rigtig skøn og lækker underholdning, som fik pæne bifald med fra det afslappede publikum.

Afslappet hygge

For en stor del af de fremmødte tog hele koncerten som en oplevelse, hvor de havde mulighed for at hygge med deres venner, mens de rockede frem og tilbage til de lækre rytmer, der nåede vidt rundt i musikkens verden.

Rap, soul, funk, rock og pop var bare et udvalg af den spændvidde, som gruppen viste sig at besidde. Noget af det rigtig godt, mens andet, hvis jeg skal sige det på en pæn måde, nok mere overraskende.

Store hits

Det eneste man rigtig stod og savnede under koncerten var nogle af gruppens egne store hits. Som der trods alt er nogle stykker af, selvom det er ved at være et stykke tid siden, de var helt aktuelle.

Et par egne hits blev det dog til, da ekstranumrene 'Here I Come' og 'The Seed (2.0)' blev spillet i koncertens slutning.

Der var en tydelig genkendelse hos publikum, og her fik det ellers afslappede niveau hos de fremmødte lige et nøk op ad, og flere steder blev der danset. Og det var ikke kun blandt publikum.

Forelsket anmelder

Også på scenen var der brudt en dejlig danse-fest ud, hvor alle de personer, som ikke var bundet til et par trommer eller lignende, gav den fuld danseskrue med fælles og nærmest koordinerede bevægelser.

Naturligvis til stor tilfredshed hos publikum, der så ud til, lige som den her anmelder, at blive en anelse forelsket i de otte gutters fremtoning og energi på scenen.

Det var ikke en overvældende eller på nogen måde legendarisk koncert. Men det var lige præcis, hvad jeg, og formentlig mange andre, trængte til.