Annisette synger og komponerer fantastisk. Men den 64-årige danske rocklegende er ikke alene om at gøre The Savage Rose nye album ’Love and freedom’ klassisk.
Med på holdet er også svigersøn og producer Frank Hasselstrøm og døtrene Naja og Billie Koppel. Og sammen gør de på én gang albummet sødt, skarpt, tidløst og helt igennem uforglemmeligt.
Nick Lowe skrev engang en genial sang med titlen ’What’s so Funny about Peace, Love and Understanding’. Og det samme spørgsmål stilles igen og igen (implicit) på ’Love and freedom’.
Ægte idealer
Det er let nok at gøre grin med dén slags hippieidealer. Men det er svært - som Annisette og kompagni gør det her - at give de gamle dyder nyt liv og uhørt berettigelse.
Fidusen er selvfølgelig primært at lægge al moderne kynisme og dumsmart ironi på hylden. Vi tørster alle efter accept og kærlighed. Og det er med flot udgangspunkt i dette ofte ignorerede faktum, at Savage Rose sætter tiden i stå med nye, smukke og stærke popsange som ’Voice of revolution’, ’Heartbreak of love’ og albummets bedste, ’No more love to give’.
Sidstnævnte er skrevet af Frank Hasselstrøm og Billie Koppel. Men det er Annisettes smertefuldt smukke stemme, der giver den liv iblandt stjernerne. Og det er uselvisk samarbejde som dette, der gør ’Love and freedom’ så god, som den er.
Sig farvel til alle egoer
Samtlige egoer er tydeligvis lagt på hylden. Og alle gør bare, hvad de er bedst til.
Således er nogle nye sange skrevet af Annisette alene. Andre har melodi af Billie eller Naja og tekst af deres mor. Og mor og datters fælles savn og kærlighed til bandstifter Thomas Koppel, der døde i 2006, gør ’You made me stay’ til endnu en ny Savage-klassiker.
Som kronen på værket har Frank Hasselstrøn produceret albummet med et fantastisk øre til 60ernes klassiske poplyd - uden at miste 2012s dynamik.
Savage Rose, Love and Freedom, ROCK
*****