Ligesom når John Irving udgiver en ny roman, og Martin Scorsese endelig får snøvlet sig færdig med en ny film, er håndarbejdet altid i orden, når canadiske Rush udsender et nyt album.

Den legendariske trio er blevet kaldt både ’nørderock’ og ’rockens bogorme’. Men når Alex’, Geddys og Neils gudbenådede talenter som her bliver kombineret med tilsvarende guddommelig inspiration, så er resultatet ikke alene uafviseligt, men noget så umoderne som et håndspillet, kreativt og udfordrende mini-prog-rock-mesterværk - tænk tidlig Genesis og Mike Oldfield med et gavmildt stænk ikke så lidt visionært heavymetal.

Problemet (hvis man kan kalde det det) for Rush er selvfølgelig, at de næsten altid leverer varen.

Således var 2007-udspillet ’Snakes & Arrows’ tilsvarende vellykket. Og efter 44 år sammen skulle man ikke tro, at de tre kammerater havde ret meget tilbage at bevise.

Men ligesom arbejdsheste og geniale teknikere er Rush-gutterne også idealister med næsegrus respekt for deres millionstore og skrupfanatiske fanskare - heriblandt tusindvis af danskere. Og på ’Clockwork Angels’ leverer Rush bevidsthedsudvidende rock, med sjæl, teknik og indhold nok til fem gennemsnitlige rockalbum. 

Rush - ’Clockwork Angels’: *****