Bon Iver, Arena, lørdag kl. 23.00, tre ud af seks stjerner.

Inden den her anmeldelse for alvor skal foldes ud, så må jeg nok lige melde rent ud. At for få uger siden var mit forhold til Bon Iver næsten ikke eksisterende.

Så blev jeg klar over, at jeg skulle anmelde Bon Iver på årets Roskilde Festival, og det samtidig var en af de mest ventede koncerter blandt de mennesker, som havde nok i et par numre med Bossen, og derfor ville tilbringe deres aften i fællesskab med amerikanske Justin Vernon og resten af live bandet, der blev skabt i 2007.

Det betød, at jeg måtte til at sætte mig ind i noget musik, som jeg normalt ikke bruger den store tid på. Noget det ikke er usandsynligt, at denne anmeldelse vil bære præg af.

Men i stedet for at råbe og blive sur, så kan det være en chance for at få nogle friske øjne på et af disse års mest hypede musik-fænomerner.

Hype og kæmpejubel

Og hype er et rigtig godt nøgleord. For jeg skal lige love for, at der var mødt mange mennesker frem ved Arena-scenen, som var pænt pakket allerede tre kvarter inden koncert-start. Og ved musikkens begyndelse var der mennesker næsten helt ud til hegnet ud mod camping-området.

Og Bon Iver har altså kun udgivet to albums. Se det er hype.

Og det blev endnu mere klart ved koncertens begyndelse, for her var vel sagtens lørdag aftens største jubelbrøl på Arena. Det skete da bandet indtog scenen, og den første tone blev antydet.

Det var en tone fra nummeret 'Perth', som fra en scenebaggrund lavet af hængene stofmos og et utal af lamper, gjaldede ud til voldsom stor begejstring fra det helt pakkede Arena.

Dalende entusiasme

Desværre virkede det til, at hypen havde taget en smule overhånd, og nogle af de fremmødte fans måske havde forregnet deres egen glæde ved Bon Iver. For under de følgende numre dalede entusiasmen markant.

Selvom musikken fra scenen var ganske glimrende, og blev leveret med en rigtig fin indføling, så faldt jublen og tilråbende så meget, at man midt under koncerten, uden større problemer, kunne føre en samtale med sidemanden. Hvilket adskillige publikummer i nærheden af den her anmelder benyttede sig rigeligt af.

Det var i virkeligheden lidt synd. For Bon Iver gjorde det udmærket. Og specielt Justin Vernons stemme passede rigtig godt til Arenas lidt hule klang. Noget han heldigvis også udnyttede ved at variere flot mellem et utal af tonelejer.

For mandens stemme, der både kan klare de helt dybe og rigtig høje toner og et spænd der imellem, gik ofte flot og rent ud til de mange mennesker.

Hævet niveau

Desværre forsvandt en smule af intensiteten og inderligheden fra koncerten sammen med publikums ditto.

Først i koncertens anden halvdel begyndte Bon Iver at vinde noget af det tabte entusiasme-terræn tilbage. Og der skulle et nummer som 'Skinny Love' til, før koncerten nåede bare nogenlunde i nærheden af det samme ekstatiske niveau, som ved begyndelsen.

Men så var koncerten også allerede ved at lakke mod enden, og den rigtig flotte præstation og høje karakter var uden for rækkevidde. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Fik set giraffen

For det virkede til, at mange fik set giraffen og fundet ud af, om den enorme hype var berettiget - hovedsageligt for dem selv. Hvilket måske også er forklaringen på den noget sløve midte i koncerten. For publikum skulle lige finde ud af, om man var kommet for hypen eller for selve Bon Iver.

Dem som besluttede sig for det sidste så ud til at have fået en dejlig sen lørdag aften på Arena, mens dem som var kommet pga. hypen sikkert gik en smule skuffede derfra.

Alt i alt blev Bon Ivers Arena-optræden til en moderat hipster orgasme, hvor hypen umiddelbart stjal billedet, mens virkeligheden i sidste ende sejrede.