Hvem er Danmarks mest populære mandlige musiker lige nu? Det kan der være mange måder at finde frem til. En kan være at se på den aktuelle album-hitliste herhjemme. Og skal man tro top ti på iTunes, så er der vist ingen tvivl.
For på en imponerende andenplads ligger den danske singer/-songwriter Mads Langer. Og hvorfor er det så imponerende at ligge på en andenplads, kan du måske tænke. Men det er fordi herren på tredjepladsen er ingen ringere end mr. Sexyback Justin Timberlake selv.
En anden måde at finde den mest populære mandlige musiker kan være at se på aktuelle koncerter, og om de sælger. Her er Mads Langer også ganske imponerende.
For søndag aften spiller den unge musiker sin tredje – på tre dage – komplet udsolgte koncert i Store Vega i København. Og det er, for en dansk kunstner, næsten lige så imponerende, som at han ligger over Justin på hitlisten.
Følsomhed fra start
Og det er da heller ikke uden grund, at Mads Langer er blevet så populær – måske mest blandt danske kvinder. For som han viste i den anden af de tre udsolgte koncerter lørdag aften, så er han et stort talent. Der både kan komponere lækker musik og skrive rørende tekster. Meget omhandlende kærlighed.
Allerede fra første strofe af den to timer (!) lange koncert, med numrene ’Dire Straits’ og ’Riding Elevators’, var den følsomhed, som mange sikkert er faldet for, helt tydelig. Selvom han havde fem musikere med på scenen, så føltes det som om Mads Langer stod der helt alene med sin guitar i en enkel lysstråle og sang ud til de fremmødte.
Det er flot og smukt. For man føler, at Mads Langer virkelig giver et stykke af sig selv. Desværre holdt han ikke samme intensitet i resten af koncertens første del. Det virkede til, at koncerten aftenen inden havde suget en del af intensiteten. Og den skulle derfor genfindes.
Sød som honning
Efter min mening kan Mads Langers musik blive en smule for sød og uden kant. Som et stykke blødt toastbrød med økologisk honning, hvor kanterne er skåret fra, så man ikke får det grove og kantede, når man tager en bid.
Men på den anden side er det jo præcis det, Mads Langer er. Sød honning. Og det skal man være en kyniker for ikke at synes bare en smule om.
Og det må røre selv hårde hunde, der hellere vil have råt kød end øko-honning, når Mads Langer synger, at han er en elefant i en porcelænsbutik på den smukke ’Elephant’, eller når han synger, at han vil ofre alt for sine drømme i ’Microscope’ henholdsvis fra ’In These Waters’ og ’Behold’.
Tim C på scenen
Aftenens klare højdepunkt kom, da Tim Christensen besøgte scene og spillede et mix af Dizzy Mizz Lizzy-klassikeren ’Silverflame’ og Mads Langers egen ’Fact-Fiction’. Den sidste af de to, fungerede også som aftenens sidste ekstranummer.
Alt i alt var det en rigtig god oplevelse med Mads Langer i Store Vega lørdag aften. Og det var også tydeligt, at publikum var godt tilfreds med højlydt jubel, klap og tramp i gulvet.
Der var dog enkelte udfald, og det kan til min smag blive lidt for sukkersødt en gang imellem. Men en flot koncert.
Mads Langer, Store Vega, lørdag 6. april, fire ud af seks stjerner.
