- Venner, derude bag hegnet ligger en verden, som vil gøre jer til skruer og møtrikker i deres kolde maskineri. Tag kærligheden herfra med derud, når I tager herfra. Her er en sang, der hedder ’Lyden af alarmer.’

Johan Olsen for president!

Manden er sanger i et lille og dejligt uprætentiøst orkester, som hedder Magtens Korridorer. Et lille orkester, som i lighed med en vis Bruce Springsteen – uden sammenligninger i øvrigt – gik på Roskildes frygtindgydende Orange Scene, spillede deres chance og så i øvrigt beviste, at det alt sammen faktisk ikke behøver at være så svært.

Det kræver sådan set ’bare’ en fire-fem akkorder, stolthed i hjertet og en beundringsværdig brændende kærlighed til rock’n’roll og sit publikum at få festen op at køre. Og det gjorde Magtens Korridorer søndag eftermiddag med et eftertryk, så jeg er lige ved at tro, de overraskede sig selv. Efter troen kommer håbet; nemlig håbet om at festivalens ledelse efter denne opvisning igen efter alle disse år fatter, at det faktisk ER ganske kløgtigt og ligetil at sætte nogen op på Orange Scene, hvis omfang af postulater begrænser sig til, at de godt kan tælle til fire og i øvrigt underholde de fremmødte.

Nå, videre i teksten, som leksikon-fabrikanterne plejer at fyre den af:

For lørdagens fest fortsatte for fanden for fulde fræsende brokadegardiner søndag, da Magtens Korridorer – i parentes bemærket altid et fint og underholdende ensemble – overgik sig selv på Roskilde Festival. Da sange som ’Imperiet falder’, ’Milan Allé’, ’Picnic på kastellet’, ’Lorteparforhold’, ’Hestevisen’ (ja, sgu’) og den fremdeles fremragende ’Sarah har’ lige denne søndag voksede yderligere.

Fordi Magtens Korridorer tydeligvis VILLE det her.

Fordi Johan Olsens samfundskritik altid er en charmerende overbærende hovedrysten snarere end en prædiken.

Fordi Magtens Korridorer – igen – ikke gør det sværere, end det behøver at være.

Fordi Magtens Korridorer godt ved, at selv noget, som ikke er svært, faneme skal gøres ordentligt.

Fordi guitaristerne Niklas ’med K!’ Schneidermann og Rasmus Tern, bassisten Terkel Møhl og trommeslageren Anders Ramhede, som en en god kollega med et kærligt blink i øjet konstaterede, ’efterhånden har lært at spille’.

Det må vi jo så lære at leve med. Men primært – og som tidligere nævnt – gør Magtens Korridorer det ikke sværere, end det er: det spiller rock, fordi de og publikum elsker det.

Dertil har de fem hjerter, som åbenlyst banker højt og smukt på rette sted. Det er såre smukt og – ikke mindst – ualmindeligt livsbekræftende at være vidne til.