'Lazaretto'
Jack White
I Nashville bor der en sær mand, der polstrer møbler, driver sin egen souvenirbutik og indspiller musik, der larmer, provokerer og stritter i alle mulige vilde retninger.
Navnet er Jack White. Han slog igennem som halvdelen af den nyskabende Detroit-blues-rockduo White Stripes. Og ligesom dengang er Whites musik i dag vild, vanvittig og konstant fascinerende. Whites stil er trods adskillige vilde udsving baseret i bluesen.
Og på sangen ’Three Women’, der indleder det nye album, er både Jack White og hans forlængst afdøde idol ’Blind Willie McTell’ opført som komponister. Således stjæler White ikke fra nogen. Han vedkender sig arven fra fortidens mestre. Men samtidig er den nyligt fraskilte far til to ikke bange for at tage musikken i nye og uventede retninger. Det er svært at forestille sig noget vildere end ’That Black Bat Licorice’, der nærmest tramper henover lytteren.
Et stort, spændende og gennemarbejdet album.