Tredje afsnit har meget rammende Buddha-citatet: ’Tre ting kan ikke forblive skjult – solen, månen og sandheden’ som undertitel, for nu kommer der sandheder på bordet, og kan tro, venskab og familien mon holde til det.
August vender hjem fra krigen, og under første familiemiddag mærker vi allerede, hvor påvirket han er af oplevelserne i krigszonen. Om det er troen, der vakler, eller om noget posttraumatisk stress (PTSD) lurer under overfladen, vil tiden og kommende afsnit vise.
Johannes kæmper fortsat mod nedskæringer og biskoppens planer om lukning af en kirke i hans provsti. Besøgstal skal indberettes, og Johannes og meningshedsrådet får valget: Hvilken kirke vil de helst undvære.
Hjemvendte August skal forhøres af forsvaret angående de civile tab efter bagholdet, og han konfronteres med den dræbte kvindes otteårige søn. Inden han når at få det hele ’til at lande med sin sjæl’, har pressen fået nys om hans velsignelse af våben, og givet ham tilnavnet ’Krigerpræsten’.
Så den ellers så populære, moderne præst er blevet for kontroversiel – en præst uden kirke. Efterfølgende vælger han at lette sit hjerte om drabet på den uskyldige kvinde, til sin far i en meget stærk scene foran præstegården.
Storebror Christian er igen blevet ven med Mark, og de tager på den rejse til Nepal, de har talt om og planlagt siden gymnasiet. Med deres trekking-tur i Himalaya-bjergene får vi også præsenteret seriens tredje trosretning – buddhismen.
Først fornemmer man, at mens August hjemme er på vej ind i noget mørkere, står Christian måske over for noget lysere i sin udvikling, men det ændre sig hurtigt, da vennen Mark opdager, at noget lumsk er foregået mellem Christian og kæresten Amira. Her, som i opgøret mellem vennerne, ser vi Joachim Fjelstrup – der spiller Mark – i en ret rørende scene virkelig udfolde sit talent Det er nu i bjergene, venskabet skal stå sin prøve.
Yoga og Jesus
Hjemme tilbyder mor Elisabeth sin nye vinterbads-veninde et værelse i præstegården, men vi ved endnu ikke om forholdet til den yngre norske Liv er mere end blot en venindeflirt.
Til gengæld viser Elisabeth endnu en gang stor styrke i forholdet til Johannes, da hun siger: »Når du siger én af dine kirker, så taler vi stadig om Guds hus, ikk’?«
Det underliggende mystiske, der foregår i Johannes’ sind, er endnu ikke rigtig kommet til udtryk, men mens han savner en straffende gud og bruger sønnen August i sin kamp mod biskoppen – samt gør nar ad kirkens nye tilbud: ’Yoga og Jesus’ til de unge og spagetti-gudstjeneste for børnene, nyder vi skuespillet, den gode fortælling og musik – og venter i spænding. For er det mon djævlen, som er på spil her?
Det er fuldt ud forståeligt, at ’Herrens veje’ hver uge kæmper mod ’Vild med dans’ om at være Danmarks mest sete tv-program.
5 ud af 6 stjerner
'Herrens veje', del 3
(Tre ting kan ikke forblive skjult – solen, månen og sandheden
Buddha)
Instruktion: Kasper Munk
Hovedforfatter: Adam Price
Vist søndag aften på DR