Anmeldelse: Helligdom fra hjertelandet
Endnu et bedårende bæst af en boogie- og bluesplade fra den texanske trio.
Endnu et bedårende bæst af en boogie- og bluesplade fra den texanske trio.
Alt imens der er (alt for) mange, som spiller bluesrock, så findes intet andet band med en instinktiv forståelse for genren, som ’The Little Ol’ Band From Texas’ har det. Navnet er ZZ Top.
Nu har de tre herrer i ensemblet bevæget sig i den genre i næsten fire-et-halvt årti, og som trioens 15. album (det første i ni år) ’La Futura’ så rigeligt understreger, så er ZZ Top stadig på… nå, ja; toppen. Fra det øjeblik starten går med ’I Gosta Get Paid’ falder de to 63-årige (trommeslager Frank Beard og bassist Dusty Hill) og den intet mindre end fænomenale 62-årige guitarist Billy F. Gibbons med største selvfølgelighed direkte ind i bandets dejligt duvende, dovne og solide groove.
Og så er det sådan set bare med at nyde bandets blændende boogieswing, efterhånden som disse tidløse turistførere udi amerikansk rocks hjerteland tager dig med fra de beåndede Hendrix-agtige ballader ’Over You’ og ’It’s Too Easy Mañana’ via klassisk Top-boogie som ’Chartreuse’, ’Heartache In Blue’, ’I Don’t Wanna Lose, Lose You’ og ’Big Shiny Nine’ til den overraskende rå rocker ’Flyin’ High’ – sidstnævnte lyder nærmest som ZZ Top, der spiller AC/DC… eller for den sags skyld omvendt.
Ja, og så må vi altså til det igen: det hér swinger helt eventyrligt. Det er nok muligt, at denne musik på papiret ikke er ’svær’, men jeg lover jer, at når ZZ Top spiller det hér, så gør de det med en fornemmelse, som er alt andet end nem at opnå, og som gør bluesrock enestående.
Vi taler nærmest telepatisk sammenspil hér, og selv om det til alle tider vil være unfair mod de andre to at fremhæve ét medlem af ZZ Top, så dyrk dog – ja, atter engang – lige Gibbons’ guitarspil. Den mand har simpelthen i såvel soli som rytmespil et sejtræk og en timing, som han er helt alene om.
I lighed med Rolling Stones, Motörhead og førnævnte AC/DC er ZZ Top simpelthen en rockens helligdom, og den slags skal man som bekendt værne om. Eller som en klog mand, hvis identitet min beskedenhed forbyder mig at afsløre, en gang førte til torvs:
Hvis ikke du har fattet ZZ Top, så har du jo ikke fattet noget som helst, mand!