Hér leverede den knaldende kompetente kvintet fra hinsidan nemlig noget, der som koncert betragtet i lange perioder var at betragte som en overlegen opvisning i musikalitet. Når man er så tilmed er så dygtig, at opvisningen et godt stykke ad vejen får fællestræk med den rene skære legestue… well, så kalder det i dén grad på respekt.

Europe er i disse år et langt bedre band, end de var i deres såkaldte storhedstid. Sættet i Amager Bio var hovedsageligt lagt med vægten på bandet seneste album, ’Bag Of Bones’, og fra det øjeblik Europe lagde fra land med ’Riches To Rags’, til overflødighedshornet langt om længe løb tør med den uundgåelige ’The Final Countdown’ syv kvarter senere, satte de stort set ikke en fod eller finger forkert. Med en charmerende og velsyngende Joey Tempest i front var det således sådan set bare om at nyde det.

Specielt leadguitaristen John Norum var en fornøjelse at følge – hver eneste solo sad lige i skabet, og når Norum er bedst, skal man helt tilbage til Thin Lizzys legendariske Gorham/Robertson team for at finde sammenligningsgrundlag.

At Norum så tilmed bidrog med en forbavsende troværdig akustisk soloversion af Fleetwood Macs blues, ’The World Keep On Turning’, skal bestemt ikke lægges ham til last. Inspirationskilderne er som altid tydelige – Deep Purple, Rainbow og Whitesnake – og det klæder så Europe, at de ikke længere er superstjerner, men i 2012 kan tillade sig ’blot’ at dyrke de forbilleder uden at skulle tænke på hverken permanentkrøllejern eller planlagt positurer på scenen.

Og det nyder de åbenlyst, og gamle numre som ’Superstitious’, ’Scream Of Anger’, ’Girl From Lebanon’ og dén sang, som passende kunne stå som overskrift for hele aftenen, ’Rock The Night’ har nu fået en tyngde, som de aldrig havde i tidligere nævnte storhedstid. Jo, selvfølgelig var der som sædvanlig nogle elementer i publikum, hvis manglende evner udi matematik stadig tilskriver dem at leve i 1986.

De skulle selvfølgelig brokke sig over, at der var ’for lidt af det gode gamle’, men lad bare dem hensygne i de blegnede leopardbukser. For tro mig når jeg siger det: Europe har aldrig været bedre, end de er nu, og fornemme numre fra ’Bag Of Bones’ som ’Demon Head’, ’Not Supposed To Sing The Blues’ og ’Firebox’ lever mageligt op til (for ikke at sige overgår) Europes gamle klassikere. Kom snart igen!