Crays 16. studiealbum synger højt til englenes himmel af klasse, kærlighed, stemning og noget så sjældent som god smag. Her synges dén tidløse blues om fristende storbynætter, hvor endnu en søgende sjæl drages gennem støvregnen mod det lokkende neonlys og endnu et håb.

På det mere prosaiske plan: Crays smagfulde soulblues er dét perfekte soundtrack til sene aftener, hvor de heldige har den eneste ene lige ved hånden, og de lidt mindre heldige må nøjes med de forførende blink fra isterningerne i whiskyglasset.

’Nothin’ But Love’ er det bedste, jeg har hørt fra Robert Crays hånd i mange år, og takkekortet for dét faktum er jeg ret sikker på skal afleveres i mesterproduceren Kevin Shirleys brevsprække. Nogle af Crays tidligere album har efter min bedste overbevisning været for fesne og flade lydmæssigt. Well, ikke nu længere.

Shirley (Joe Bonamassa, Iron Maiden, Journey, John Hiatt m.m.fl.) har trukket det bedste frem i Robert Cray.

Både Crays stemme og hans guitarspil sejler i soul og feeling på ’Nothin’ But Love’, og d’herrer i bandet – Jim Pugh (keyboards), Richard Cousins (bas) og Tony Braunagel (trommer) – passer deres job overlegent med et dejligt, dovent duvende swing hele vejen igennem.

Det er fornem musik de elskende, de ensomme og … nå ja, alle andre.

THE ROBERT CRAY BAND, ’Nothin’ But Love’, (Mascot/ Warner) *****