Der er absolut intet at hente for børnefamilien i 'Asterix & Obelix - og briterne'. Og endnu mindre for Asterix-fans.
Det var aldrig en god ide at filmatisere de gæve galleres surrealistiske verden med rigtige skuespillere, og den begrænsede charme, man trods alt kunne finde i at se Gerard Depardieu som Obelix i de to første film, er for længst tyndslidt.
Som altid er vi i år 50 f.Kr., og Asterix må denne gang til Britannien med en tønde trylledrik for at hjælpe en lille landsby i at holde stand mod romernes felttog. Så vidt følger historien tegneserieforlægget, men den er blot et skalkeskjul for en række usammenhængende optrin og endeløse indforståede vittigheder på typisk fransk manér.
Der gøres kulturelt og sprogligt grin, ikke alene med gallernes italienske naboer, men nu også med briterne, med deres stive overlæber, dårlige madvaner og underlige udtale. Der er imperialistiske hentydninger til USA i skildringen af Cæsar, som går til psykolog, dumsmarte antydninger af at Asterix og Obelix skulle være homoseksuelle, og flygtningepolitik med en illegal indvandrer, der naturligvis hedder Nulpapyris.
Jeg skal lade være usagt, om det er sjovt på fransk, for franske børn i Frankrig, men med danske stemmer og for danske børn er det meningsløst. De vil kede sig ihjel, vores kære små, der har ædt deres popkorn, længe inden Asterix når til Londonium med sin trylledrik.
Instruktøren Laurent Tirard har ikke tidligere lavet børnefilm, og han gør intet for at imødekomme sit yngste publikum. Ikke engang teenageren Provoix, som faktisk hører hjemme i 'Asterix og vikingerne', taler til børnene. I den dansk producerede tegnefilm af 'Asterix og vikingerne' som vi fik for et par år siden, var Provoix ellers en genial moderne figur med en brevdue, der hed Sms. Det var anakronismer i Asterix' ånd, hvor alle kunne være med. Men her er han bare dum.
Depardieu gentager sig selv som Obelix og får for lidt ud af samspillet med den nye mand i Asterix-dragten (Edouard Baer), der end ikke har statur til rollen. Selv når de slås med romerne, virker det uinspireret, og sjældent har man set en film, der får så lidt ud af at være i 3D. Men billederne af de engelske landskaber er i det mindste flotte, så lidt har man da fået for de 50 millioner euro, herligheden har kostet.
Familiefilm
Asterix & Obelix - og briterne
Fransk med dansk tale
2 stjerner