Alabama Shakes, Odeon, søndag kl. 20.30, tre ud af seks stjerner.

Den sidste koncert på Roskilde Festivals Odeon Scene bød på amerikansk sydstats soul/rock. Da, det for tiden meget omtalte band, Alabama Shakes skulle lukke scenen søndag aften.

Lige for tiden er det rimelig unge band, som blev dannet i 2009 i Athen Mississippi i USA, godt inde i rotationen på P3 med hittet 'Hold On' fra debutpladen 'Boys & Girls' fra tidligere i år, 2012.

Og sikkert derfor var der mødt rigtig mange mennesker op ved Odeon. For at se hvad den funky soul/rock-gruppe kunne præstere.

Snakkende publikum

Derfor var det også til flotte klapsalver, at gruppen, der består af fire medlemmer med den karakteristiske Brittany Howard som alt overskyggende frontkvinde, gik på scenen og satte gang i nummeret 'Hang Loose' fra 'Boys & Girls'.

Man kunne straks mærke den store velvilje fra de mange fans, der kvitterede med taktfaste klap. Det var en super lækker, funky og smooth lyd, som bandet præsterede. Dog skæmmet en smule af et af dette års største problemer på Roskilde Festival, den meget lave lyd.

For under store dele af koncerten var lyden så lav, at publikum ingen problemer havde med at snakke sammen. Og når et publikum har muligheden for det, så udnyttes det som regel. Hvilket desværre også var tilfældet til Alabama Shakes-koncerten.

Og allerede under andet nummer, den lækre 'Going to the Party', var der en livlig summen blandt publikum i yderkanten af det helt fyldte Odeon-telt. En skam, for musikken druknede en smule i den megen snik-snakkeri.

Super Brittany

Det var dog som om, gruppen havde hørt det. For det efterfølgende nummer var, radio-hittet 'Hold On'. Og det var et rigtig effektivt hold-kæft-bolsche. For det var præcis det nummer, mange af de fremmødte havde ventet på. Og så skulle man jo ikke stå og snakke imens. Skønt.

Det var rigtig godt. For da musikken fik første prioritet, kunne man for alvor høre de lækre toner, som bandet fremtryllede. Specielt en ting stod lysende klart her. Og det er, at Alabama Shakes ikke er ret meget uden deres karakteristiske sangerinde Brittany Howard.

Hun fylder nemlig scenen flot ud med sin smittende personlighed. Og så har hun en virkelig lækker og rå stemme, der kan tåle sammenligning med den Janis Joplin kunne fremtrylle i sine velmagtsdage. I øvrigt uden andre ligheder mellem de to.

For Brittany Howard er en mørk kvinde med et, på en god måde, stort diva-potentiale. Og de andre medlemmer af Alabama Shakes skal sørge for at holde fast på hende. For ellers smutter hun afsted mod en solokarriere og efterlader gruppen tilbage uden liv og sjæl.

Manglende gnist

Men mens jeg stod og lommefilosoferede over Alabama Shakes mulige nedgang uden Brittany Howard, så havde koncerten bevæget sig videre. Og det var ikke rigtigt til det bedre.

For der manglede en gnist i numrene. Noget der blev tydeligt, som koncerten skred frem, og man ikke rigtig følte sig helt så godt underholdt, som man havde håbet på.

Det er svært at sætte fingeren på, hvad det lige præcis var, der manglede. Men et eller andet var det i hvert fald. For koncerten var, i den første halvdel, en lidt kedelig og triviel affære. Og hverken publikum eller band virkede for alvor opslugt af øjeblikket.

Drømmende fremgang

Heldigvis blev koncerten stille og roligt bedre, også hjulpet på vej af flere energiske publikummer, der hyldede gruppen flot efter hvert nummer. Og i takt med at numrene fra scenen blev mere og mere dansevenlige, så var der flere personer, som sluttede sig til de energiske.

Og på den måde fik band og publikum arbejdet en god stemning op. Og det havde den drømmende og funky lyd, som Alabama Shakes står for, også fortjent.

Og specielt Brittany Howard funklede virkelig, når hun fik muligheden. Som eksempelvis under koncertens eneste ekstranummer, hvor hun i en form for spoken-word-freestyle over flere minutter sagde 'tak for i aften', og lod publikum vide, hvor meget de betød for hende og resten af bandet.

Det var en elegant afslutning på en koncert, der aldrig blev virkelig god eller fantastisk. Men alligevel gav en fin og lækker musik-oplevelse.