Anklagere går efter Microsofts strube
Anklagere går efter Microsofts strube
Anklagere går efter Microsofts strube
De offentlige anklagere i monopolsagen mod Microsoft vil gå efter struben og kræve software-giganten opløst i mindst to mindre selskaber. Det siger kilder nær sagen til nyhedsbureauet Reuter.
Anklagerne fra USAs justitsministerium og de 19 delstater, der har anlagt sagen mod Microsoft, skal i dag fremlægge deres forslag til, hvordan Microsofts monopol kan standses. Det ventes at ske i form af et forslag om en opsplitning, hvilket er en sjælden foranstaltning i USA.
Microsoft blev tidligere på måneden dømt for at have brudt USAs monopollovgivning, fordi selskabet har udnyttet sin dominans inden for styresystemer til at fremme salget af Internet-søgemaskinen Explorer. Anklagerne ventes derfor at foreslå Microsoft opdelt i et selskab, der laver styresystemer, og et selskab, der står for de øvrige forretningsområder, herunder Internet-delen.
Forbundsdommer Thomas Penfield Jackson ventes først at fremlægge sin strafudmåling til oktober, og Microsoft kan inden 24. maj argumentere mod anklagernes anbefalinger.