Vrede og frustrationer følger i kølvandet på skandaleholdet Astanas mange dopingsager. En konkurrerende rytter føler sig snydt, så pengene driver.
Det hører til sjældenhederne at høre topatleter - eller for den sags skyld fodboldspillere - rette en anklagende finger mod kolleger, der snyder.
Den canadiske cykelrytter Michael Woods hører til undtagelserne. Den 28-årige kæmpe kører til daglig under beskedne kår for det amerikanske mandskab 5-Hour Energy, som hører hjemme i i den internationale tredje division. Og hver en krone i indkørte præmiepenge tæller tungt på budgettet.
På sin seneste blog fortæller Michael Woods åbent om følelsen af at være blevet snydt og bedraget. Ikke bare for resultater, men for kolde kontanter. Scoret af Team Astanas 22-årige kazakhstaner Ilya Davidenok, som alene kørte op imod 100.000 dollar hjem, inden han for nyllig blev afsløret for at have været flyvende på anabole steroider under det kinesiske etapeløb Tour of Qinghai Lake i juli måned.
- Mine lunger blev hærgede, og jeg fik en bakteriel infektion derude. Men det, der pissede mig mest af,l var det faktum, at Astana kørte afsted med 100.000 dollar (ca. 550.000 kr.), som de ikke havde tjent på ærlig vis, skriver Woods, der ikke lægger fingrene imellem.
- Han (Davidenok, red.) gjorde resten af feltet til sin tæve. Vandt den gule trøje, var bedste unge rytter, kørte fra de fleste på stigningerne og vandt en massespurt. Der var også andre tvivlsomme typer i det løb, men han tog graden af suspekt op til helt nye højder, raser Michael Woods, der siden skulle blive klogere på, hvorfor Ilya Davidenok kørte som en motorcykel.
- Ikke overraskende blev han testet positiv for få uger siden. Men i modsætning til, hvordan de fleste andre UCI-løb fungerer, venter man ikke i seks uger efter, at dopingkontrollerne er blevet set igennem med at afregne, Qinghai Lake gjorde, som man plejer i kinesiske cykelløb, hvor man bare strør om sig med pengesedler, som var det en handel med stoffer. Efter afslutningen på 13. etape gik de respektive managers fra de forskellige hold ind til en kasse med kontanter, hvor der var 500.000 dollar, og så blev pengene bare langet ud alt efter, hvem der havde vundet hvad, skriver Michael Woods i sin blog.
- Selv om den måde at gøre det på kunne være fantastisk, fordi de fleste ryttere som regel er desperate for at få deres skillinger asap, er det også en praksis, der åbner en dør for røvhuller som Davidenok, som kommer ind, renser af og skrider igen uden efterdønninger. Davidenok og Astana stjal bogstaveligt talt 100.000 dollar fra resten af feltet, og der er ingen måde, hvorpå vi får de penge igen; bullshit, lyder det bramfrit og befriende ærligt fra canadieren.
Ilya Davidenok er kun en ud af tre dopingtilfælde i indeværende sæson på Astanas udviklingshold. Også Artur Fedosseyev og Viktor Okishek er røget i fælden, ligeledes for brug af anabole steroider. Sammenholdt med, at "førsteholdet", hvor danske Jakob Fuglsang er på kontrakt, også har haft to dopingsager til brødrene Iglinsky (for EPO, red.), har det givet holdet med den himmelblå køredragt store skrammer på troværdigheden.
For få dage siden blev ledelsen på Astanas continental team da også fyret, og hele holdet er aktuelt suspenderet på ubestemt tid. Langt udenfor sæsonen....