Anders' utæmmede dæmoner: Soldaten der begik selvmord

I går blev krigsveteranen fra Irak og Afghanistan, Anders Thor Stabell Hansen, bisat. Han begik selvmord forrige weekend. Nu fortæller hans søster, ekskone og stedmor historien om hans tragiske skæbne. De føler, at Anders og andre danske krigsveteraner, som har det svært efter hjemkomsten, er blevet ladt i stikken af de politikere, som sendte dem i krig.

Anders Thor Stabell Hansen græd. »Er det virkelig sådan, du ser på mig?, fik han fremstammet i telefonen.

»Ja, det er. Du har altid været mit forbillede, fordi du har overvundet dine problemer og er kommet stærkt tilbage igen, selv når du har været langt nede,« lød det i den anden ende af røret.

Stemmen var hans lillesøster Mette Nørgaard Stabell Edvardsens. Det var onsdag den 11. maj om aftenen. Anders havde ringet sin søster op med beskeden om, at han blev nødt til at trække stikket fuldstændig for en tid. Simpelthen fordi han manglede overskuddet til at være der for resten af familien. I stedet ville han prøve at gøre noget for sine to drenge, Aske på ti år og syvårige Hjalmer.

»Jeg har ikke udrettet noget for dem,« sagde han dybt ulykkelig.

Det var dét, der fik Mette til at reagere.

»De bor godt nok ikke på et slot, men du har altid været der for dem,« svarede hun.

»Du har givet videre til dine børn, at man skal gøre tingene fuldt ud og kæmpe for det, man tror på og ønsker at opnå. Og det beundrer jeg dig for.«

30-årige Mette Stabell husker samtalen ned til mindste detalje. Og hun kommer næppe nogensinde til at glemme den.

For det var sidste gang, hun hørte sin elskede brors stemme.

Efter et besøg hos sin mor og stedfar på gården i Bakbjerg lidt syd for Silkeborg den 20. maj forsvandt Anders Stabell sporløst. Dagen efter slog den bekymrede familie alarm. Men da var det desværre for sent. Politiet fandt ham i nærheden af sit kolonihavehus i Aalborg. Anders havde taget sit eget liv. Han blev kun 34 år.

De dæmoner, som var begyndt at martre Anders’ sind efter udsendelserne til Irak og Afghanistan, havde vundet kampen over den livsglade dreng, der var rejst tusinder af kilometer væk for at gøre en forskel som udsendt soldat.

Artiklen fortsætter under billederne

Amatøragtigt

Søsteren Mette Stabell, ekskonen Jeanne Lindhardsen og stedmoren Lise Lyngby har midt i deres dybe sorg over tabet af Anders valgt at fortælle hans historie i det håb, at den vil sætte fokus på veteranernes situation, så andre kan få den hjælp, Anders efter deres mening ikke fik i tide af det land og de politikere, der sendte ham i krig.

»Der har overhovedet ikke været fulgt nok op på, hvordan Anders havde det efter sine udsendelser. Med nogle ganske små ændringer af den måde, der tages hånd om veteranerne på, ville Anders aldrig være kommet så langt ud. Så var det her aldrig sket,« siger Mette Stabell.

Forsvarsministeriet skriver ellers på dets hjemmeside om en omfattende opfølgning til de hjemvendte soldater med blandt andet psykologsamtaler og spørgeskemaundersøgelser i løbet af det første halve år med henblik på at få udpeget dem, der kan være i risikozonen.

Men de tilbud eksisterede ikke, da Anders Stabell vendte hjem fra sin første udsendelse i Irak i 2006.

»For at sige det ligeud, var hjemtagelsen stadig amatøragtig. Soldaterne blev sendt ud uden stor viden om, hvordan de blev påvirket af oplevelserne som udstationerede, og hvordan de skulle kanaliseres tilbage i det civile liv efter hjemkomsten,« erkender Poul Sørensen, der er konsulent i Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), soldaternes fagforening.

Dengang afleverede soldaterne udrustningen, fik en lægeundersøgelse, deltog i fælles briefinger med en psykolog og en socialrådgiver, og så holdt de ellers en stor fest sammen. En uge efter hjemkomsten var Anders og de andre veteraner tilbage på arbejdsmarkedet - en kæmpe omvæltning for mange af dem. For nogle udviklede det og oplevelserne under udsendelsen sig til psykiske problemer, der ikke blev opdaget i tide som følge af den manglende opfølgning.

»Set i bakspejlet er det kritisabelt, hvad der foregik,« siger Poul Sørensen.

SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har gennemført en omfattende undersøgelse blandt 4.000 veteraner, der har været udsendt fra 1992 til 2009. 21 procent svarer, at de lider af fysiske eller psykiske mén.

Mental sundhed

Det fremgår af en undersøgelse, forsvaret har lavet i samarbejde med Aarhus Universitet med fokus på veteranerne fra Afghanistan, at ’2.000-3.000 danske soldater i dag lider af så alvorlige traumer og psykiske lidelser, at de ikke kan opretholde en almindelig tilværelse’. Flere eksperter vurderer dog, at tallet kan være endnu højere.

Fra 1993 til 2009 begik 41 danske veteraner selvmord, men først i slutningen af 2008 begyndte forsvaret at gennemføre systematiske hjemtagelsesprocedurer for veteranerne.

De stopper dog i udgangspunktet efter syv måneder, hvorefter det er op til veteranerne selv at tage kontakt til forsvarets psykologer, hvis de får det svært. Og det undrer Anders Thor Stabell Hansens pårørende sig over.

»Jeg synes, Forsvaret burde passe bedre på de dygtige folk, de har, ved at gøre det til en del af kontrakten, at man jævnligt skal til psykolog, og det var Anders enig i. Så længe det ikke blev gjort til noget normalt i forsvaret, at ens mentale sundhed er lige så vigtig som den fysiske, ville rigtig mange soldater opleve det som et nederlag at skulle ringe til en psykolog eller gå til de overordnede med deres problemer, sagde han. Som soldat vil man jo ikke være svag, men stærk,« siger Anders Stabells ekskone Jeanne Lindhardsen.

Forsvarets egen undersøgelse af Afghanistan-veteranernes trivsel viser, at flere og flere får posttraumatisk stress og depressioner, som månederne går efter hjemkomsten. Efter otte måneder drejer det sig om fem procent. Det svarer til at 60 veteraner hvert år bliver ramt. Og da undersøgelsen kun løber til otte måneder efter soldaternes hjemkomst, vides det ikke, om tallet herefter fortsætter med at stige.

På overfladen så det dog ud til, at Anders Stabell var velfungerende og glad, da han kom hjem fra Irak i 2006. Men i hans opførsel var der små tegn på, at ikke alt var, som det skulle være.

Fandt en ny familie i forsvaret

Anders voksede op på en gård i Bakbjerg lidt syd for Silkeborg som den ældste i en søskendeflok på tre. Han blev langt henad vejen overladt til sig selv af moderen, som ifølge lillesøster Mette Stabell ikke tog sig særlig meget af sine børn. Forældrene gik fra hinanden, da Anders var ganske lille.

Da Anders var fire år gammel, blev Lise Lyngby gift med hans far, og Lise knyttede straks et stærkt bånd til den lille dreng, som savnede både omsorg og faste rammer i sit liv.

»Anders var sådan en glad og sød lille dreng med de dejligste strålende øjne. Som teenager var han fuld af sjov og havde en masse mod på livet,« siger hun.

I perioder var Anders hos Lise og sin far Steen, men størstedelen af tiden tilbragte den lille dreng med sin mor og hendes nye mand på gården.

»Anders var en utrolig følsom, kærlig og hjælpsom person,« fortæller Lise Lyngby.

Som ung blev Anders udlært gulvlægger, men efter et par år i faget havde han lyst til at prøve noget nyt, blandt andet fordi hans knæ ikke kunne holde til arbejdet. Så han søgte ind i hæren, hvor han endte med at skrive en tiårig kontrakt og blev professionel soldat.

Mette Stabell fortæller, at når Anders gik ind i noget, gjorde han det fuldt ud. Sådan var det også med livet som soldat. Da han i februar 2006 skulle udsendes til Irak, var det med en klokkeklar overbevisning om, at han kunne og skulle gøre en forskel for lokalbefolkningen i det krigshærgede land – også selvom omkostningerne kunne være store.

»Han var indforstået med, at han kunne komme hjem i en kiste,« siger Mette Stabell.

Efter hjemkomsten i august fortsatte Anders i Holstebro-regimentet, hvor han var gevær 1 – den næstkommanderende i en mekaniseret infanterigruppe, lige under sergenten. Og det til trods for, at Anders mod sædvane i hæren havde meget langt hår, fordi han igennem lang tid nægtede at lade sig klippe.

Artiklen fortsætter under billedet

Charme og livsglæde

Anders elskede simpelthen livet som soldat.

»Han levede og åndede for forsvaret og det gode kammeratskab med gutterne. Det var som en ny familie for Anders,« siger hans 32-årige ekskone Jeanne Lindhardsen.

Jeanne boede i en kort periode i kælderen hos Anders’ sergent og hans kone, før hun flyttede til Aalborg for at studere psykologi. Da Anders en dag kom på besøg hos sergenten i foråret 2007, forelskede han sig hovedkulds i Jeanne. Følelserne var dog ikke gengældt i begyndelsen.

»Han inviterede mig ud gennem fire måneder, selvom jeg blev ved med at brænde ham af. Men til sidst fik han skovlen under mig med sin charme, livsglæde og ihærdighed,« siger Jeanne Lindhardsen.

Forholdet udviklede sig hurtigt, og i maj 2008 blev det forelskede unge par gift, mens Jeanne ventede deres første barn. Anders havde allerede sønnen Aske fra et tidligere forhold, der kun varede i kort tid.

Bag den store glæde gemte der sig dog spæde tegn på, at Anders havde ubearbejdede traumer med sig hjem fra udsendelsen i Irak, fortæller Jeanne Lindhardsen.

»Han var livsfarlig at cykle med, fordi han kørte rundt og kiggede efter snigskytter på tagene. Og han gemte en hockeystav og en politistav under sin seng, fordi han var bange for, at nogen ville bryde ind i løbet af natten.«

Anders var også meget lydfølsom, han havde stærkt nedsat hørelse på det ene øre - havde problemer med at koncentrere sig og hukommelsessvigt. Symptomer som er almindelige hos personer med posttraumatisk stress.

»Når jeg tænker tilbage, er jeg ret sikker på, at han fik nogle kraftige ar på sjælen allerede som udsendt i Irak, hvor han oplevede nogle forfærdelige ting,« siger Jeanne Lindhardsen.

I sin iver efter at gøre en forskel som soldat var Anders blevet spejder i Irak. Overfor Jeanne åbnede han op og fortalte, hvordan han adskillige gange blot kunne se til, mens der blev begået overgreb mod civile, da han som spejder havde ordre til at vente på, at kamptropperne kom.

Ikke desto mindre modtog Anders ikke individuel psykologhjælp efter sin hjemsendelse fra Irak – for det var slet ikke kutyme i 2006. To år senere skulle Anders igen udsendes, denne gang til Afghanistan – og det netop som Jeanne havde termin.

Som forandret

»Det var lidt en svipser, at jeg blev gravid, men vi besluttede at beholde barnet, og at han efter planen skulle udsendes til Afghanistan,« siger Jeanne Lindhardsen.

Fødslen blev sat i gang før tid, så Anders kunne være med til den. Hjalmer kom til verden den 4. august. Den 21. august tog Anders af sted til den uroprægede Helmand-provins i Afghanistan, 14 dage efter resten af hold 11, selvom familien desperat forsøgte at overbevise ham om at blive hjemme hos Jeanne og Hjalmer.

»Jeg tiggede og bad ham om ikke at tage af sted. ’Jeg brækker dine ben,’ sagde jeg. Men han var urokkelig. Senere har han dog fortalt mig, at jeg skulle have gjort alvor af truslen,« siger stedmoren Lise Lyngby.

Men opholdet i Afghanistan blev kortvarigt. Efter fødslen fik Jeanette en svær fødselsdepression, som kun forstærkedes af, at Anders var på en farlig mission langt hjemmefra.

Jeanne kontaktede psykologen i Holstebro-regimentet, som godt kunne se, at Anders måtte komme hjem af hensyn til lille Hjalmers tarv. Socialrådgiveren fra kasernen i Holstebro fik gennemtrumfet hjemsendelsen, og efter kun to måneder i Afghanistan kom Anders hjem i november 2008.

»Men det var ikke den samme Anders, vi fik hjem,« siger Jeanne Lindhardsen med tung stemme.

Det var bestemt ikke med sin gode vilje, at Anders forlod gutterne i Afghanistan. Anders var vred på Jeanne og Hjalmer, som i hans optik var skyld i, at han havde måttet lade sine soldaterkammerater i stikken. Men han var også vred på sig selv over, at han hverken kunne leve op til sit ansvar overfor delingen eller familien.

»Han trak sig ind i sig selv og kunne slet ikke rumme andre,« siger Jeanne Lindhardsen.

I samarbejde med socialrådgiveren fra Holstebro-regimentet havde Jeanne sørget for, at hun og Anders fik psykologhjælp umiddelbart efter hans tidlige hjemsendelse. Men det forhindrede hverken, at Anders og Jeanne gled fra hinanden, eller at Anders fik det værre og værre. Det blev kun forstærket, da parret flyttede til Aalborg i foråret 2009, og Anders blev forflyttet til forsyningstropperne i Aalborg.

»Anders sad fast i de ting, der ikke gik efter hans hoved. Han brød sig ikke om sit nye arbejde og kaldte det et ’skodregiment’. Det var som om, han fuldstændig mistede fodfæstet efter ikke længere at være sammen med sin deling i Afghanistan. Han søgte efter et nyt mål med livet, men kunne ikke finde noget, som gjorde ham glad,« siger Jeanne Lindhardsen.

I 2010 blev Jeanne og Anders separeret. De forsøgte at redde forholdet året efter, men forgæves. I 2012 blev de skilt. Men efter skilsmissen bevarede de en tæt kontakt, og samarbejdet om Hjalmer fungerede så fint, det nu kunne med Anders’ mentale tilstand.

Mette Stabell og resten af familien havde også bemærket, at Anders virkede indesluttet, frustreret og vred efter hjemkomsten fra Afghanistan, men først da ægteskabet med Jeanne endegyldigt brød sammen, gik det op for dem, hvor elendigt han i virkeligheden havde det.

»Hans sind blev mørkt. Han trak sig længere og længere ind i sig selv, talte sort og led af hukommelsestab. Man kunne også se det på ham. Han fik mørke rander under øjnene og blev meget tynd,« fortæller stedmoren Lise Lyngby.

Identiteten smuldrede

I 2010 begyndte medierne at bore i, om krigen i Irak overhovedet var legitim, blandt andet fordi der aldrig blev fundet masseødelæggelsesvåben i landet – selvom det blev brugt som begrundelse for at angribe Saddam Husseins regime.

Det ramte Anders som en forhammer. Pludselig følte han, at alt det, han havde troet på og kæmpet for som soldat, var én stor løgn. Hans identitet som soldat smuldrede fuldstændig.

»Han følte sig ført bag lyset af politikerne. At de havde sendt ham og andre soldater i en ulovlig krig og endda efterfølgende tiede det ihjel,« siger Mette Stabell.

Anders begyndte selv at lede efter de sandheder, han følte, at magthaverne skjulte for ham og resten af befolkningen. Med samme ildhu som han havde kastet sig over karrieren som soldat omkring fire år forinden. Fra at poste billeder af sine to små sønner på Facebook, begyndte Anders’ profil at blive plastret til med delte opslag om Vesten som de reelle krigsforbrydere over hele verden, magthavernes griskhed og anarkisme.

Følelsen af, at han havde deltaget i noget fuldstændig forkert som udsendt i Irak, lagde sig som en tung skygge over Anders’ i forvejen forvirrede og ulykkelige sind.

Artiklen fortsætter under billedet

»Det kom til at påvirke ham helt frem til hans død. Han sad tilbage med en frygtelig skyldfølelse,« siger Mette Stabell.

Hun var efterhånden en af de ganske få, Anders følte, han kunne tale med om sine store frustrationer og tiden i Irak og Afghanistan.

»Når han fortalte folk, at han havde det svært med det, blev han både provokeret og såret over det svar, han så ofte fik: ’Har du slået nogen ihjel eller set dine kammerater dø,’ spurgte de. Det havde han ikke. ’Hvordan kan du så have det svært med det,’ lød reaktionen så typisk.«

Hvor forsvaret tidligere havde været som en familie for Anders, ville han nu bare væk derfra. Det kom han også.

Afslag og afskedigelse

I 2014 blev Anders tildelt civiluddannelse af Forsvaret. Det er en ordning for folk på kontrakt i Forsvaret, hvor de kan få fuld løn, mens de videreuddanner sig. Anders ville gerne studere til ingeniør på Aalborg Universitet og tog derfor et etårigt adgangskursus for at kvalificere sig til uddannelsen.

»Men han dumpede, fordi han slet ikke kunne samle tankerne om studierne. Det var et kæmpe nederlag for ham,« siger Mette Stabell.

Der var dog også et andet problem. For sideløbende med studierne havde Anders pligt til at møde til tjeneste i Aalborgs forsyningstropper, hvor han var på kontrakt. Det gjorde Anders ikke, og derfor blev han afskediget i efteråret 2014.

Artiklen fortsætter efter billedet

Anders kontaktede Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) og forklarede, at udeblivelserne hang sammen med, at han var for syg til at passe arbejdet. Det fortalte HKKF forsvaret, som genansatte ham og bad veterancentret vurdere, om Anders var i målgruppen for rehabilitering, som gives til veteraner, der er blevet psykisk eller fysisk skadede under udsendelse.

Men i oktober 2015 fik han afslag på rehabilitering og blev endegyldigt opsagt fra kontrakten med forsvaret.

Det forløb undrer konsulent i HKKF Poul Sørensen.

»Hvis hans problemer relaterede sig til udsendelserne i Irak og Afghanistan, burde han ikke være blevet afskediget, men tilbudt rehabilitering af Veterancentret,« siger han.

Poul Sørensen hæfter sig især ved, at dette forløb finder sted længe efter, at Forsvarsministeriet i 2010 offentliggjorde den nye og forbedrede veteranpolitik i erkendelse af, at der før i tiden slet ikke blev gjort nok for de soldater, der var vendt hjem fra udsendelser med ar på sjælen.

»Senest på det her tidspunkt er der efter min overbevisning sket en fejl i forbindelse med afskedigelsen,« siger han.

BT har været i kontakt med veterancentret for at høre deres begrundelse for afslaget på rehabilitering og den efterfølgende opsigelse, men veterancentret ønsker ikke at udtale sig, da der er tale om en personsag.

Forsvundet

»O.k. til aftalen. Tillykke med fødselsdagen.«

Sådan skrev Anders til sin ekskone Jeanne fredag den 20. maj kl. 13.04. Men Anders dukkede ikke op, da han efter aftalen skulle hente deres syvårige søn Hjalmer på fritidshjemmet halvanden time senere. Da pædagogerne ringede til ham, svarede han ikke. Jeanne kunne heller ikke komme i kontakt med ham.

»Det lignede slet ikke Anders. Han ville have ringet til Jeanne og bedt hende om at hente ham, hvis han ikke kunne magte det,« siger Mette Stabell.

Samme formiddag havde Anders besøgt sin mor på gården i Bakbjerg. Siden hun satte ham af på Silkeborg Station ved 10.30-tiden, havde ingen set Anders.

Lørdag formiddag ledte Mette forgæves efter ham. Derfor besluttede hun i fællesskab med Jeanne og Anders’ værelseskammerat fra hans lejlighed i Aalborg at sende Anders en sms og bede ham vende tilbage hurtigst muligt. Havde de ikke fået svar inden kl. 21, ville de melde ham savnet hos både Nordjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi.

Der kom intet svar.

Politiet efterlyste Anders, og flere medier, herunder BT, viderebragte den i nyhedsform i det håb, at nogle havde set ham.

’Anders Thor Stabell Hansen beskrives som 165 cm høj, senet, tynd, mellemblond kort tjavset hår, skægstubbe, blå/grønne øjne, tatoveringer på begge lægmuskler i form af engle,’ stod der i BTs artikel.

Artiklen fortsætter under billedet

Politiet fandt ud af, at Anders’ kortfattede fødselsdagsbesked til Jeanne var sendt i nærheden af hans kolonihavehus i Aalborg. Siden var telefonen ikke blevet brugt.

»Han var rigtig meget i kolonihavehuset. Det var hans lille fristed,« forklarer Mette Stabell.

Efter en frugtesløs politieftersøgning om natten blev hundepatruljer og folk fra hjemmeværnet indsat søndag formiddag. Flere gange i løbet af dagen forsøgte Mette at ringe til Jeanne. De havde aftalt at holde hinanden opdateret løbende. Men Jeanne tog ikke telefonen.

»Det fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen,« husker Mette Stabell.

Mens hun gik i haven og talte i telefon med sin søns lærer om situationen, så Mette to betjente, som gik hen imod hende. Det var søndag den 22. maj kl. 17.45.

Mettes hjerte sprang et slag over.

»De overbragte mig beskeden om hans selvmord,« siger hun.

Kl. 14.15 havde politiet fundet Anders ikke langt fra hans kolonihavehus i Aalborg.

Og i det samme forstod hun, hvorfor Jeanne ikke havde besvaret opkaldene tidligere på dagen. Hun havde været ved at foretage ligsyn.

»Han så lille og alene ud,« siger Jeanne Lindhardsen grædende om det syn, der mødte hende på Aalborg Sygehus.

»Mine arme var ved at trække ham op til mig med det samme. Han vækkede moderinstinktet i mig, som han lå der,« fortsætter hun.

Vores afskedssamtale

I sit hus i Them lidt syd for Silkeborg sidder Mette Stabell og tænker tilbage på den telefonsamtale med sin grædende storebror, ti dage før han tog sit eget liv. »Jeg tror, Anders opfattede det som vores afskedssamtale,« siger hun til BT.

Men midt i den knugende sorg kan Mette Stabell dog finde trøst i, at hun fik fortalt Anders, hvor meget hun elskede og beundrede ham, sidste gang de talte sammen.

»Hvor er det i det mindste dejligt at sidde tilbage med, at jeg fik sagt det til ham, før det var for sent.«

Men desværre var Anders nået derud, hvor selv dét ikke kunne redde ham.

»Jeg tror, Anders har følt sig så lidt værd til sidst, at han i sin rablende skøre tankegang har tænkt, at det, han gjorde, var den største gave, han kunne give mig og vores søn,« fremstammer Jeanne Lindhardsen, mens hun forgæves kæmper med at holde tårerne tilbage.

Anders Thor Stabell Hansen blev bisat fra Østre Kapel i Aalborg i går.

Rehabilitering af veteraner

Veteraner, der er blevet skadet psykisk eller fysisk som følge af en udsendelse og derfor ikke længere kan varetage deres job i forsvaret, kan blive tilbudt rehabilitering.

Under et rehabiliteringsforløb vil Forsvarets Veterancenter afklare og opkvalificere veteranen, så han eller hun kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hjælpen kan bestå i alt fra behandling, kurser, uddannelse og støtte i forhold til spørgsmål om bolig, økonomi og en eventuel arbejdsskadesag.

Der er tre krav, som skal opfyldes, for at en veteran kan bevillges rehabilitering:

1. Skaden skal være sket under eller i forbindelse med udsendelsen.

2. Veteranen skal være erklæret varigt uegnet til udsendelse og kan som konsekvens deraf ikke fortsætte i forsvaret.

3. Arbejdsskaden skal anerkendes af Arbejdsskadesstyrelsen.

Kilde Forsvarets Veterancenter