Anders Lund Madsen fulgte gennem længere tid i foråret den 28-årige mand, der er sigtet for at have dræbt en 69-årige læge Flemming Møgelmose på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing, Det skete I DR-programmet ’Sindssygehospitalet’, hvor de to havde flere tætte samtaler om livet som psykisk syg.

Anders Lund Madsen fornemmede allerede dengang, at det kunne få fatale konsekvenser at udskrive den skizofrene mand.

- Jeg er bange for, at det ikke bliver ved med at gå godt for dig. At du på et tidspunkt roder dig ud i et eller andet. Det er jeg bange for, sagde tv-stjernen til den nu drabssigtede i programmet.

Anders Lund Madsens fornemmelse blev onsdag til forfærdelig virkelighed, da den 28-årige mand ifølge vidneudsagn gik til angreb på personalet med en køkkenkniv. Det kostede en læge livet.

Tv-manden er chokeret over, at den mand, som han kom helt ind på livet af under optagelserne, nu er sigtet for drab.

- Det er et utrolig illustrativt eksempel på, hvad det vil sige at være sindssyg, og hvorfor det er så svært at finde ud af, hvad man gør ved mennesker, der er syge på den måde. Det er i hvert fald ikke optimalt, det man gør for dem, siger Anders Lund Madsen til BT.

Mødte ham fire gange

Anders Lund Madsen mener, at psykiaterne står i en meget svær situation, når de vurderer om psykisk syge - som den drabssigtede - skal udskrives eller tvangsindlægges. Selv forstår han ikke, at den drabssigtede blev udskrevet.

Både da den psykisk syge mand var i behandling på den lukkede afdeling på Hvidovre Hospital og på Oringe i Vordingborg, samt i de mellemliggende perioder, hvor den 28-årige var udskrevet fra de psykiatriske afdelinger.

- Det er meget svært, for hvis man vurderer, at han ikke er til fare for sig selv eller andre, så kan man ikke tvangsindlægge ham, siger Anders Lund Madsen, der mødte den 28-årige mand ved mindst fire lejligheder.

Den kendte tv-vært undrer sig dog stadig over, at den 28-årige skizofrene mand blev udskrevet, mens Lund Madsen fulgte ham til sit tv-program.

Det sidste møde fandt sted i februar i år, hvor den 28-årige mand boede i en campingvogn et sted på Sydsjælland, og Anders Lund Madsen understreger, at han aldrig har følt sig truet af den sigtede drabsmand.

- Jeg har på ingen måde følt mig truet af ham på noget tidspunkt. Han virkede som det blideste menneske. Sindssyg, men absolut sød og venlig på alle måder, de gange jeg talte med ham, siger Anders Lund Madsen.