Anders Hansen: Golf er hårdt slid
HAMBORG: "Du må have verdens bedste job. Masser af rejser, dyre hoteller og store præmier." Den professionelle golfspiller Anders Hansen - pengelistens nummer 34 - kan godt blive en smule træt af at høre på det.
HAMBORG: "Du må have verdens bedste job. Masser af rejser, dyre hoteller og store præmier." Den professionelle golfspiller Anders Hansen - pengelistens nummer 34 - kan godt blive en smule træt af at høre på det.
"I denne sport når du intet uden at slide," siger han denne regnfulde onsdag, hvor B.T.s udsendte er inviteret med ind i det allerhelligste - Players Lounge.
Tennisstjernen Boris Becker får lidt frokost før sin pro-am match sammen med Tiger Woods, mens Anders Hansen fortæller om den sport, som i år endelig er blevet en indbringende forretning for ham.
"Som alt andet arbejde er der positive og negative sider. Det er da dejligt at kunne lave det, man gerne vil. Jeg nyder at rejse og at møde en masse nye mennesker.
Via mit golfspil på Touren har jeg også oparbejdet en ganske stor kontaktflade," siger den 29-årige dansker, der i sidste uge tjente 175.000 kroner på en 14. plads i England og i den foreløbige sæson har rundet millionen. Dermed har Hansen med 100 procent sikkerhed sikret sig Europa Tour-kortet til næste år.
"Når man rejser så meget, går man glip af meget. Jeg går glip af en masse ting i min to-årige søn Marcus' udvikling. Der har været gange, hvor han dårligt kunne genkende mig. For ikke så længe siden havde jeg tre uger fri, og da tog vi på ferie. Det var rart," siger Anders Hansen.
"Det er heller ikke morsomt, at du aldrig ved, om du også har et job til næste år. Konkurrencen er benhård, så det er selvfølgelig rart, at jeg allerede nu er uden det pres, det normalt giver, når du skal kæmpe til det sidste for en fornyelse," siger Anders Hansen.
Tro nu ikke, han slapper af, fordi kortet til 2001 er sikret.
"For tre år siden satte jeg mig et mål. Det har jeg ikke nået og når det heller ikke. Hvad målet er, holder jeg for mig selv. Men der er også delmål, og dem har jeg opfyldt mange af. Sidste år var det at holde kortet, og det lykkedes. Men det er ligeså vigtigt, at jeg både som person og golfspiller bliver ved med at udvikle mig," siger Anders Hansen, der før han blev professionel læste økonomi og psykologi.
Da han i 1997 ikke fik fornyet sit kort og året efter startede dårligt på Challenge Touren, var han ved at opgive golfen. Så ringede storebror Nicolai - gift med TV2-sportsvært Trine Panum Kjeldsen - og anbefalede Anders at prøve at træne under Magnus Landström, der er træner i Odense.
"Jeg fik fat i spillet igen og begyndte at klare cuts. Jeg fik kortet via Tourskolen, og hele vinteren arbejdede vi udenfor i sne og kulde. Det blev igen sjovere at være med," siger Anders Hansen, der indtil i morgen har sin træner ved sin side på Gut Kaden banen nord for Hamborg.
Anders Hansen har taget konsekvensen fuldt ud og meldt sig under Odenses faner.
"Måske kan jeg om to uger spille en enkelt divisionsmatch for Odense i Esbjerg mod København. Jeg er nemlig hjemme til bryllup i den uge og har derfor kvittet English Open," siger Anders Hansen.
I forrige uge i Paris gik han for første gang i en førerbold sammen med Ryder Cup-spilleren Jarmo Sandelin og spanske Fernando Roca.
"Det var spændende at se, hvordan jeg reagerede. Jeg synes selv, jeg havde svært ved at fokusere på mit spil, fordi der skete så meget omkring mig. Dermed være ikke sagt, at jeg spillede dårligt.
Men det viste tydeligt, at man skal lære at være i fokus, og jeg synes selv, jeg har lært meget af den runde," siger danskere, før han med rynken på næsen forsvinder ud i regnvejret for at træne.
"Det værste ved golf er regnvejr."