Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen chattede med BT's læsere i over en time, og der blev stillet, og svaret, på rigtig mange spørgsmål. Der kom både støttende opmuntringer og udfordrende spørgsmål til manden i centrum.

Anders Bondo fik et spørgsmål angående statsminister Helle Thorning-Schmidt. Claus spurgte:

Hej Anders. Helle Thorning har lige sagt på hendes pressemøde, at hun støtter den danske model - tror du på hende? Eller har hun en reservedrejebog i baghånden?

Dertil svarede Anders Bondo: Jeg synes hele det forløb vi har været i gennem har vist at det har været utroligt politisk styret. Derfor synes jeg, det er lidt sent at politikerne nu pludselig hylder den danske model.

Anders Bondo blev også konfronteret med flere lockoutede lærere, der skrev, at de bliver tvunget til at indgå i forskellige aktioner for at modtage konfliktstøtte.

Janus skrev: Hej Anders. DLF forlanger, man laver alle mulige aktioner i lock-out-perioden, for at få lov til at låne sine egne penge af DLF. Må de det, og er det rimeligt? Hvad f.eks. hvis man er uenig med DLF i denne konflikt, kan man så ikke sidde på sofaen og få sin støtte fra den ***forening, man har betalt ind til?

Til det svarede Anders Bondo: Vi laver ikke nogen afkrydsningskontrol, men helt generelt så oplever jeg en hel utrolig opbakning fra medlemmerne. Det betyder, selvfølgelig meget i forhold til at nå et godt resultat

Det var der flere brugere der reagerede på, blandt andet @Andersen:

DU skriver at der ikke laves afkrydsningskontrol... Det gør der så på min skole og vi har fået besked på, at de der ikke møder op risikerer at bliver ekskluderet...og uden mulighed for konfliktstøtte...???

Dertil svarede Anders Bondo: Jeg håber på, at der ikke er tvunget opbakning, men begejstret opbakning, det er det, vi har brug for. Hvis der er tvungen opbakning, så må vi drøfte det, med vores forskellige kredse. Vi har også brug for din opbakning.

Der var også flere folkeskoleelever der blandede sig i debatten, blandt andet Jimmy Nielsen:

Hej Anders.... Kan jeg som skoleelev forvente at i er tæt på en løsning? Eller skal vi kigge langt efter den løsning?

Anders Bondo svarer: Jeg vil sige, at nærmest ligegyldigt, hvad vi kommer med, så får vi en rygmarvsafvisning fra KL. Så det er svært for mig at se en løsning.

I morgen kommer KL's chefforhandler Michael Ziegler ind og chatter med BT's brugere fra 12.00-13.00.