Dommen over Microsoft, der skal splittes op i to enheder, får næppe den store betydning og kan ligefrem give selskabet nogle fordele. Det vurderer den danske IT-analytiker Per Andersen, der er direktør i analysefirmaet IDC.

Opsplitningen sker, fordi Microsoft anses at have misbrugt sit monopol på det amerikanske marked. IT-giganten har dog tænkt sig at appellere afgørelsen, hvilket udskyder en endelig afgørelse med måske op til et år. Per Andersen undrer sig lidt over, at Microsoft er så stærkt imod en opsplitning.

- Det vil i høj grad give Microsofts forretningsenheder mulighed for at fokusere mere i forhold til markedet. Ved at bryde et selskab op i mindre enheder giver det bedre mulighed for at fokusere på det område, som man beskæftiger sig med, siger Per Andersen.

På et enkelt punkt ser Per Andersen dog mulige problemer for Microsoft som følge af afgørelsen. Der kan skabes en vis usikkerhed og nervøsitet i markedet i de kommende måneder, hvilket igen kan føre til en tilbageholdenhed hos kunder, der er i tvivl om, hvilken vej udviklingen vil tage.

/ritzau/