I en tilbagelænet fortolkning af den evigt grønne ’Body and Soul’ lyder Amy i uhyggelig grad som den legendariske jazz-diva Billie Holiday, der ligesom Amy selv døde efter et langt narkomisbrug. Men trods ligheden sætter Winehouse sit eget personlige fingeraftryk på sangen. Og man kan endnu en gang ikke lade være med at tænke på, hvor meget den talentfulde englænder kunne have udrettet.

Kemien mellem Bennett og Winehouse er tydelig, mens de fører den gnidningsfri musikalske dialog - på én gang respektfuld og intim. Og selvom ’Body and Soul’ bestemt ikke står alene, så er deres sang ét af højdepunkterne på Tonys andet duet-album.

Fra Franklin til Gaga

Blandt de øvrige 16 gæster er så vidt forskellige vokal-typer som Willie Nelson, Aretha Franklin, Mariah Carey og Lady Gaga.

Og højdepunkterne kommer ofte fra en overraskende front.

Således slår Bennett og Gaga gnister på en frisk version af showsangen ’The Lady is a Tramp’.

K.d. Lang og Bennett forenes på nærmest magisk manér til én sjælfuld stemme på den forførende ’Blue Velvet’.

Og helt forfriskende er det at høre Aretha Franklin og Tony Bennett tage sig kærligt af ’How Do You Keep the Music Playing’.

Aretha er kendt for sin gigantiske stemme, der ofte slippes løs fra start til slut. Og det er derfor en fornøjelse at høre souldronningen så kontrolleret og tilbageholdt, som hun er her.

Men mest imponerende er selvfølgelig Bennetts egen stemme.

Ufattelig stemme

I en alder af 85 år slynger han sig elegant og ubesværet igennem et register, der ville gøre enhver 25-årig misundelig. Intet er forceret. Intet er anstrengt. Og det er denne attitude og kvalitet, der med god grund smitter af på samtlige gæster.

JAZZ/POP, Duets II, TONY BENNETT, AMY WINE­HOUSE, LADY GAGA m.fl.