Amt: Vi gør alt hvad vi kan
Amt: Vi gør alt hvad vi kan
Amt: Vi gør alt hvad vi kan
Københavns Amt arbejder på højtryk for at få kræftplanen til at fungere, så alle kræftpatienter kan få den behandling, som lægerne skønner, de skal have.
Det siger amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen (S), Københavns Amt, til Ritzau.
Trods store investeringer i apparatur, lokaler og efteruddannelse af sundhedspersonalet kniber det med at få udbygget indsatsen, så den kan leve op til den ambitiøse kræftplan, der blev søsat i foråret. Især er det svært at skaffe specialtrænede sygeplejersker. Derfor prioriterer Københavns Amt for øjeblikket mellem patienterne, så uhelbredeligt kræftsyge kommer bagest i køen. I stedet for bruges ressourcerne på patienter, der har en chance for helbredelse.
Af et notat fra Amtsrådsforeningen, som Berlingske Tidende omtaler fredag, fremgår det, at uhelbredeligt syge patienter med lungekræft eller tarmkræft, som har spredt sig, kun i meget begrænset omfang tilbydes lindrende kemoterapibehandling.
- Vi ved godt, at det går ud over en patientgruppe, derfor har vi sat fuld kraft på indsatsen. Alle sejl er sat til for at løse problemerne hurtigst muligt, siger Vibeke Storm Rasmussen.
/ritzau/