Da restauratør Amin Skov fredag morgen kort før klokken ni fik nyheden om, at anklagemyndigheden dropper sigtelsen mod ham, lå han stadig i sin seng. Der gik dog ikke lang tid, før han på trods af en dårlig ryg sprang ud af dynerne. Og jublede.
- Umiddelbart følte jeg glæde og lettelse over, at de sidste seks måneders mareridt endelig er slut. Men det blev hurtigt erstattet af vrede over, at de vælger at sigte mig, før de har undersøgt sagen, siger Amin Skov.
Da han ankom til restaurant Vejlegården omkring klokken 11, blev han mødt af snurrende tv-kameraer, kameraernes lynende blitzer og sin søster, der stod klar med en buket hvide roser, et knus og et tillykke.
- Det har været en lang rutsjebanetur det seneste år. Men nu skal vi bare have en helt almindelig hverdag, og så skal vi have Vejlegården op at køre. Det skal vi nok få til at lykkes, siger Amin Skov.
At anklagemyndigheden har droppet sigtelsen, fjerner ikke den frygt, der har siddet i Amin Skov, siden han i december blev slået ned og hans restaurant blev forsøgt brændt ned til grunden.
- Der render nogle mennesker rundt derude, som har sat ild til restauranten. Det er en uhyggelig tanke.
Tankerne kører rundt inde i hovedet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de kan finde på at slå til igen, siger Amin Skov, som inderligt håber, at politiet en dag kan få de skyldige bag tremmer.
- Hvis der er nogen, der kigger mærkeligt på mig, så tænker je, kan det mon være dem, fortæller Amin Skov.
Er du på mobilen? Se tv-klip hvor Amin Skov fortæller, hvorfor han ikke har givet op her
Snart skal han mødes med sin advokat og finde ud af, hvordan de fremadrettet skal gribe sagen an.
- Vi vil helt sikkert klage over forløbet og bede om en forklaring på, hvordan det kunne gå så galt, siger Amin Skov, der ikke vil sige, om han vil kræve erstatning.
- Men en ting er sikkert. Hvis politiet ikke havde sigtet mig, så var vi ikke gået konkurs. Det var politiets skyld, at vi var nødt til at dreje nøglen om, siger Amin Skov.